News

• Falster Jagtmarathon »

1. udgave af Falster Jagtmarathon er gennemført. Se mere på www.jagtmarathon.dk

• Motionsslange Cannonball »

3. løb i rækken blev gennemført 3. oktober 2010. Følg med på www.slowrun.dk

Løbsberetninger fra ultraløb i 2011

På disse sider kan du finde løbsberetninger fra de ultraløb, som jeg har løbet i 2010.

Oversigt over ultramarathons

#	Dato	Løb	Tid / distance
DNF	11-04-09	Täby Extreme Challenge, Täby, Sverige	100 Miles - DNF
17	11-04-09	Täby Extreme Challenge, Täby, Sverige	75 Miles - 17.07:58 PR
DNF	11-05-06	The Hammer Trail, Bornholm	100 Miles - DNF
18	11-05-06	The Hammer Trail, Bornholm	50 Miles - 13.10:00 PR
19	11-08-26	CCC, Courmayor, Italien	93 km. bjergløb - 19.46:12 PR
DNF	11-09-10	100 Miles Mors	100 Miles - DNF
20	11-11-26	Bislett 24 hour Indoor Challenge, Oslo, Norge	24 timer - 157,522 km. PR

17. Täby Extreme Challenge (TEC), Täby, Sverige

Dato: 9./10. april 2011

Løbstype: 100 Miles

Resultat: DNF

Løbstype: 75 Miles

Resultat: 17.07:58 PR

Placering: ?

Beretning

En stor skuffelse!

18. The Hammer Trail, Bornholm

Dato: 6./7. juni 2011

Løbstype: 100 Miles

Resultat: DNF

Løbstype: 50 Miles

Resultat: 13.10:00 PR

Placering: ?

Beretning

Hårdt!

19. CCC (Courmayor Champex Chamonix), Courmayor, Italien

Dato: 26./27. august 2011

Løbstype: 93 km. bjergløb (ca. 5100 hm.)

Resultat: 19.46:12 PR

Placering: 833 af 1591. Placering blandt mænd: 758 af 1384

Beretning

En våd omgang!

CCC er UTMBs 'børneløb'. Hvor UTMB (Ultra Trail du Mont Blanc) er godt 170 km. og næsten +- 10.000 højdemeter, er CCC 'kun' 98 km. og +-5800 højdemeter. Ruten følger den sidste del af UTMBs rute, bortset fra, at man skal over et ekstra bjerg lige efter start. Hvor UTMB starter og slutter i Chamonix, Frankrig, starter CCC ruten i Courmayor, Italien, og slutter i Chamonix, Frankrig. Ruten går fra Courmayor nord om Mont Blanc massivet til Champex i Schweiz og så ned i Frankrig.

Jeg valgte dette løb, idet jeg ønskede at kvalificere mig til UTMB. CCC ville give mig de 3 point, som jeg manglede, og samtidig vise, hvordan ruten til UTMB er, så jeg kan vælge, hvorvidt jeg så vil løbe UTMB, såfremt det lykkedes at kvalificere mig. Jakob syntes, at det var en god idé, så han valgte også at tilmelde sig.

Jeg valgte at tage lidt ferie i forbindelse med løbet. Onsdag før løbet tog Jakob og jeg til Chamonix via Geneve. Vi havde været tidligt ude med hotelreservationerne, så vi havde fået værelser på et hotel, der ligger ca. 150 m. fra mållinien. Jeg havde værelse med balkon, der vendte ud mod mållinien. Chamonixs rådhus lå mellem hotellet og mål, så jeg kunne kun se tilskuerne lige bag ved målområdet, men lyden var der, så jeg var aldrig i tvivl om, når der kom nogen i mål.

Vi var i Chamonix kl. 14, og efter at have fået noget at spise, og have fået vores værelser, tog vi vores udstyr, og gik ned for at få startnumrene. Vi havde læst, at der ville være en gennemgang af udstyret i forbindelse med nummerudleveringen, og det var der da også - men det bestod udelukkende i, at man skulle gennemgå en liste med det obligatoriske udstyr, og så skulle man sige ja eller nej til, om man havde det med. Kun nogle enkelte blev tilsyneladende udvalgt til at skulle fremvise alt udstyret. Det tog selvfølgelig væsentligt kortere tid, end hvis alle skulle fremvise al udstyr, men jeg syntes nu, at det ville have været rart at have fået gennemgået udstyret inden start, idet man risikerer at skulle have gennemgået udstyret ude på ruten, med risiko for at blive diskvalificeret, hvis noget ikke levede op til kravene.  Jakob og jeg havde begge en god jakke fra Salomon, som imidlertid kun var water resistant - ikke waterproof, som reglementet kræver. Hvis vejret var godt, ville jeg gerne undvære den waterproof-jakke, som jeg også havde købt, idet jeg så kunne spare en del vægt, og jeg forventede, at den waterproof-jakke ville give så meget kondens, at jeg ville blive lige så våd, som hvis jeg havde en jakke på, der ikke kunne klare regn. Dette ville jeg gerne have spurgt, om det var ok, men det var der ikke mulighed for. Nå, vi fik startnumrene og en rød strip på tasken, som skulle markere, at det var den taske, man skulle have med. Desuden fik vi en busbillet til Courmayor og en t-shirt.

Kravene til udstyret var meget omfattende. Med sig hele vejen rundt skulle man have både vandtætte bukser, vandtætte og varme handsker, vandtæt og åndbar jakke med hætte, hue, kasket eller bandana, to lygter med ekstra batterier, en 6 cm. bred og 1 m. lang selvklæbende bandage, et nødtæppe, en kop, identitetspapirer, min. 1 l. væske, og noget at spise. Jeg vejede alt mit udstyr inden løbet, og kom frem til, at jeg skulle starte med ca. 5,3 kg. inkl. 1½ l. væske.

Vejret i Chamonix var varmt og solrigt indtil sidst på eftermiddagen både onsdag og torsdag, hvorefter der kom tordenbyger. Jakob og jeg fik set Chamonix, og kom lidt op i skoven på bjergsiden torsdag. Vejret i bjergene er altid uforudsigeligt, men desværre var der en meget pålidelig udsigt for løbet - en koldfront ville komme ind over området sent på eftermiddagen - først på aftenen. Det ville give en masse regn og vind, og sandsynligvis også torden. Lyn i bjergene er noget, som jeg har respekt for - der er ingen steder at finde ly. Regnen ville give problemer med fodfæstet og med at se ud af brillerne, og man er meget udsat for vinden i bjergene, hvor der ikke er noget læ.

Fredag morgen var det med bus til Courmayor. Her var vi fremme i god tid, så jeg fandt en bænk nogle hundrede meter fra startfeltet, hvor jeg kunne sidde i fred og lade op. Der var masser af spændte løbere, som snakkede løs og høj musik. Der var speakere, der på 3 - 4 sprog forsøgte at lade løberne op. Jeg forsøgte at lukke alt det ude, men jeg fangede noget om, at ruten var blevet ændret som følge af den kommende stormfront. Ruten var ændret fra 98 til 93 km., og højdemeterne var skåret ned til 5.100 m. Det første bjerg var skåret væk, og der var lavet nogle andre ændringer, som jeg imidlertid ikke fik fat på. Jeg havde forsøgt at memorere ruten - hvor man skulle hen, hvornår der var kraftige stigninger og fald, tidsgrænser, mv. Ændringerne bevirkede, at jeg aldrig var klar over, hvor jeg var på ruten, eller hvilke udfordringer der ventede - meget ubehageligt for en control-freak som mig.

Starten var delt i 3 grupper. Inden løbet havde man skullet angive sin forventede sluttid, og var så inddelt efter denne. Jeg havde angivet 23 - 24 timer (ud af 26 timer), og var kommet i sidste gruppe, som startede kl. 10.20 (startnummer 7000 - 7999), og stod som en af de bagerste i gruppen. De to andre grupper startede hhv. kl. 10.00 (startnummer 5000 - 5999) og 10.10 (startnummer 6000 - 6999). Der var 1800 tilmeldte, så der var mange foran på ruten. Der stod kun 3 toiletter bag feltet (alle uden toiletpapir), men underligt nok var der ikke kø ved dem.

Man startede med at løbe ca. 1 km. gennem Courmayor, hvor der stod en masse og klappede langs ruten. Stemningen i feltet var god. Man løb tæt, og da de fleste havde stænger fremme, kom man en gang imellem i nærkontakt med de andres stænger. Jeg blev ramt på skinnebenet af en stavspids inden der var gået 250 m. - av! Det skete flere gange i løbet, at man blev ramt af stave, fik trådt på en stav, eller lignende, men jeg hørte på intet tidspunkt nogen brokke sig over dette - det var bare sådan forholdene var pga. de snævre stier og de mange deltagere.

Opstigningen på det første bjerg foregik i langsom gåsegang. At det gik langsomt var både pga. at jeg forsøgte at spare på kræfterne og pga., at man simpelthen ikke kunne komme forbi de andre. Efter Courmayor kom man ind på skovstier af forskellig bredde - først brede skovveje, hvor man kunne løbe 5 - 6 ved siden af hinanden, men hurtigt blev vejene til stier, hvor man kunne gå 2 og 2, for så at snævre ind, så man skulle uden for stien for at overhale. De smalle forhold bevirkede, at tempoet blev holdt meget nede. Det er sundt nok i starten af et langt løb, men også noget frustrerende. Specielt var det frustrerende, når man var nødt til at standse helt op fordi stien snævrede ind eller der var et sted, som var svært at passere. Det fungerer lidt ligesom ved et vejarbejde på motorvejen - der opstår en lang kø før indsnævringen, hvorefter der bliver god plads (bortset fra, at løberne er bedre til at flette sammen). Pga. de mange løbere var der heller ikke plads til at nyde naturen.

På toppen af det første bjerg (depotet Refuge Bertone), var der kontrol. Her fik man scannet sit nummer - eller rettere - man skulle have fået skannet sit nummer, men vi kom i tre rækker, og der var kun to til at skanne. Da jeg gik i midten, blev jeg ikke scannet. Ved de andre kontrolposter virkede det fint - også i det følgende regnvejr, hvor de havde scannerne i plastikposer.

De to første depoter havde kun væske. Vejret var varmt og solrigt, og da jeg ikke vidste inden start, at vi ikke skulle op på det første bjerg, havde jeg næsten 2 liter energidrik med fra start, og så meget havde jeg slet ikke haft brug for til at starte med, når man skulle direkte op til første depot. Jeg fik desuden det problem, at slangen fra væskeblæren blev tilstoppet, idet energidrikpulveret bundfældte sig. Jeg har sjældent energidrik i væskeblæren, idet det er for besværligt at rengøre, men når jeg har haft det, har jeg ikke haft problemer med tilstopning. Pga. ventetiden fra jeg havde blandet energidrikken om morgenen, det lave tempo fra start og de mange stop på vej til første depot, blev energidrikken imidlertid for stillestående, hvorfor det bundfældte sig, og dannede en prop efter kort tid. Jeg kunne derfor ikke suge andet ud, end det der var i en del af slangen - og det er ikke meget. Jeg havde derfor ikke brug for at fylde væskeblæren op ved det første depot, men efter nogle gange at have masseret væskeblæren og slangen, kom der gang i systemet, og jeg kunne drikke min energidrik.

Efter første depot løb man på bjergsiden til næste væskedepot. Nu var der kommet en smule mere spredning på feltet, men hver gang man kom til en indsnævring eller et svært sted, måtte man igen stoppe op eller i det mindste sænke farten. Jeg følte mig ganske godt tilpas, selvom jeg slet ikke havde vænnet mig til højden endnu (vi løb i ca. 2.000 m. højde her). Jeg var endnu ikke snublet, hvilket var meget positivt, men de mange løbere frustrerede mig en hel del. Det bevirkede, at jeg ikke kunne nyde naturen og den flotte udsigt til Mont Blanc massivet, som der ellers var direkte udsigt til på den anden side af dalen. Det ville nu alligevel ikke have været særligt fornuftigt at nyde udsigten, idet underlaget præsentered så mange forhindringer, at jeg nok var snublet, hvis jeg havde fokuseret på noget andet end på at sætte fødderne rigtigt.

Efter andet depot løb man ned i dalen til det første depot med andet end væske. Her toppede jeg væskeblæren op idet der var langt til næste depot. Herfra gik det op til det højeste punkt på ruten (2.537 m.), Grand Col Ferret. Her passerer man fra Italien ind i Schweiz. Turen op var ret anstrengende med en ganske kraftig stigning, tynd luft og fortsat mange 'løbere' på den smalle sti. Mange havde det tydeligvis svært her, og rigtigt mange standsede op for at få vejret. Jeg var i stand til at gå hele vejen op uden stop, og overhalede væsentligt flere gange, end jeg blev overhalet. Stængerne var til god hjælp på vejen op. Efter toppen var der imidlertid næsten ikke brug for dem, men jeg løb med dem i hænderne. Det ville nok have været en fordel at folde dem sammen, og spænde dem på rygsækken.

Belært af erfaringerne fra mit styrt fra Swiss Alpine sidste år passede jeg ekstremt meget på ned af bakke, og blev overhalet af mange flere end jeg overhalede. Underlaget var ikke så slemt igen, men der var alligevel et par tilfælde, hvor jeg kom ud af balance. Jeg undgik dog at styrte, og jeg så kun få der faldt, og ingen der kom til skade.

Der var lidt over 7 km. fra passet til næste depot i La Fouly. Der var imidlertid mange steder, hvor man kunne få vand - både private folk der stod og delte vand ud og permanente steder med dejligt, koldt vand - sandsynligvis fra bjergbækkene. Hvis man går i området, er der således gode muligheder for at få væske.

Jeg havde regnet på kaloriebehov, energioptag, muligheder for væskeoptag, mv., men jeg fik slet ikke spist det, som jeg havde med. Bortset fra den væske, som jeg havde med fra start, havde jeg valgt at benytte vand i væskeblæren, og så tage energidrik med i pilleform (Perpetuem Solid). Perpetuem er en suveræn energidrik, men det viste sig, at det er håbløst i pilleform. Jeg havde testet pillerne inden løbet, og havde ikke været begejstret, men troede dog, at det ville virke - det gjorde det ikke! Pillerne er lette at tygge, men alt for store. Det bevirker, at det er næsten umuligt at synke, når man har munden fyldt med en alt for tør blanding af energidrikpulver og spyt. Måske virker det for andre, da jeg ikke producerer særligt meget spyt, men jeg tror kun, at de virker, hvis man har adgang til rigtigt meget vand, når man spiser dem. Det jeg kunne suge ud af væskeblæren var ikke nok til, at jeg kunne sluge pillerne. Jeg fik derfor kun spist 1 af de 50, som jeg havde med. Jeg fik også kun spist 1 af mine 6 energibarer, og 1½ poser vingummi á 60 g., hvor jeg havde 3 poser med. I stedet fik jeg primært energi fra væsken i depoterne - de fleste steder cola og senere te med sukker i, men i La Fouly fik jeg et glas energidrik - fy føj, hvor det var ækelt! Konsistensen var nærmest grumset, og smagen var decideret ækel. Desværre stod der ikke, hvad det var for et mærke, for det er bestemt et, der skal undgås. Det eneste positive var, at det ikke var sødt.

Vejret var skiftet noget siden start. Det blæste nu kraftigt, og jeg måtte tage kasketten af, da den blæste af på vej ned fra Col Ferret. Heldigvis fik jeg grebet den i luften, inden den røg ud over bjergsiden. Mange tog jakke på oppe på bjerget, men jeg havde det ok uden. Det begyndte at regne let ved Praz-de-Fort, men det virkede fint kølende under nedløbet før opstigningen til Champex-Lac, så jeg fortsatte i t-shirt, og regnen varede ikke i særligt lang tid.

Depoterne var meget proppede, og det betød meget lang ventetid, før man kunne få noget at spise og drikke, og komme igennem. Dimensioneringen virkede ikke til at være tilpasset til de mange løbere. Dette betød, at man var nødt til at stå stille i lang tid, og blev kold. Lige efter depotet i Champex løb man langs med en stor sø, som tydeligvis var meget kold, idet der stod en kold, kold vind ind. Her tog jeg min vand-resistente Salomon jakke på, og havde den på resten af løbet. Efter kort tid var det rigeligt varmt, men jeg regnede med, at vi nu skulle op på et bjerg, hvor vinden ville være kraftig, så jeg beholdt jakken på.

I depotet i Champex stod der, at næste depot var Bovine, som ligger på toppen af et bjerg. Dette depot var imidlertid blæst væk (fandt jeg ud af efter løbet), hvorfor vi blev ledt udenom bjerget til Martigny, hvilket der ikke var noget information om. Det er rigtigt godt, at ruten bliver ændret, når der er brug for det, men der måtte gerne have været bare lidt information om det i depotet - beslutningen var trods alt taget tids nok til, at man kunne nå at afmærke ruten (rigtigt godt i øvrigt), så mon ikke at der også havde været mulighed for at lave et enkelt skilt - eller i det mindste have taget det gamle skilt ned?

På skiltet i depotet havde der stået, at der var ca. 215 m. negativ højdeændring frem til næste depot. Det gik imidlertid nedad og nedad, så jeg kunne godt regne ud, at ruten var ændret. En franskmand spurgte mig, om jeg vidste, hvor vi var, men jeg kunne blot svare, at jeg havde ingen anelse om det.

At vi løb så meget nedad betød, at vi kom ned under skovgrænsen i stedet for at være over den. Dermed blev der tidligere end ventet brug for pandelamperne, da der er meget mørkt i skovene. Jeg fandt min pandelampe frem, og den virkede upåklageligt. Jeg havde indstillet min lampe til at lyse på niveau 6 af 8 regulerede niveauer, og det var passende. Batterierne holdt hele natten igennem (hvilket de faktisk ikke burde have gjort ifølge Petzls oplysninger), og lysniveauet var bedre end de flestes. Selv med en god pandelampe er det dog svært at se niveauforskelle med kun en lyskilde, så en anden gang vil jeg forsøge at finde en løsning, så jeg kan have to lamper på samtidig - gerne en på hovedet og en på brystkassen - det tror jeg vil give bedre mulighed for at se sten og trærødder. Jeg er dog også bange for, at lyskilden på brystkassen vil give et lys, der hopper for meget, så det forvirrer mere, end det hjælper, men det må afprøves!

På strækket fra Champex til næste depot var der fortsat meget kort mellem løberne. Det bevirkede, at man helt naturligt kom til at følges ad i grupper. Hermed lyste man for hinanden, hvilket gjorde det væsentligt nemmere at se, hvor man trådte. Frem til Martigny gik det rigtigt meget nedad, hvorfor det var meget vigtigt at kunne se forhindringerne. Jeg havde det fortsat godt, og følte ikke, at jeg på nogen måde klarede mig dårligere end de andre.

Ved Martigny begyndte det igen at regne - først lidt, og så meget. Jakken holdt fint regnen ude, så jeg skiftede ikke til den kraftigere jakke. Vi blev sendt op og ned af bjergsiden. Vi var aldrig særligt langt oppe, men der var alligevel mange højdemeter og besværligt underlag. Martigny er en forholdsvis stor by, så vi havde i lang tid udsigt til byen oppe fra bjergsiden, så jeg følte ikke rigtigt, at vi kom nogen steder.

Vi kom dog til næste by - Trient. Herefter skulle vi op over et lille bjerg - Forclaz, hvorved vi krydsede ind i Frankrig. Stigningen her op til var dog ganske jævn og ikke så hård. Jeg var fortsat i stand til at gå op i et godt tempo - hurtigere end de fleste andre. Op af dette bjerg var forholdet mellem hvor mange jeg overhalede, og dem jeg blev overhalet af mindst 10:1. Nu regnede det rigtigt meget, og blæsten var stærk. Det var også blevet tordenvejr, og lynene var bekymrende tæt på. På toppen af bjerget tog jeg buff på, og forsøgte at tage handsker på. Det var første gang jeg havde disse handsker på 'for alvor', men de havde føltes rigtigt gode, da jeg prøvede dem før løbet. Det viste sig imidlertid, at det var helt umuligt at få fingrene ned i dem, når fingrene var våde, selvom handskerne er et nummer for store. Handskerne var desuden slet ikke vandtætte, selvom fabrikanten påstår det.

I Trient tog jeg trøje på. Efter Trient begyndte jeg at blive godt træt. Vejret var rigtigt, rigtigt slemt nu. Blæsten var meget stærk, hvor det var åbent og man blev pisket af regnen, som ind imellem gik over i hagl og slud. Underlaget, som i forvejen var udfordrende, blev nu slemt med en masse mudder. Sten og klipper blev glatte af vand og mudder, så det var svært at stå fast.

Da jeg kom ud af depotet i Vallorcine, skulle jeg gennem en passage mellem depotteltet og en række stålbarrierer. Da jeg var midt i denne passage, kom der et særligt kraftigt vindstød. Det væltede stålbarrierne, og de væltede ned over mine ben og ramte mit skinneben, hvorved jeg væltede. Sådan nogle barrierer er ganske tunge, men heldigvis var den ene stav mellem barrieren og benet, så det var staven, og ikke benet, der knækkede. Jeg forsøgte at rejse mig og få staven fri af barrieren, men det lykkedes først, da der kom en hjælper forbi og opdagede, hvad der var sket. Han hjalp til med at løfte barrieren. Bortset fra blå mærker var jeg ikke kommet noget til, men kulfiberstaven var bøjet, og mange af kulfiberne var knækkede, så jeg turde ikke at lægge vægt på den herefter - surt. Staven kunne ikke foldes ordentligt sammen, så den stak godt ud, da jeg spændte den på rygsækken. Resten af vejen måtte jeg klare mig med én stav, hvilket sinkede mig en hel del. Da jeg kom tilbage til hotellet, kunne jeg konstatere, at staven var så ødelagt, at den måtte smides ud.

Efter Vallorcine skulle vi oprindeligt have været herfra via Col des Montets og La Tête aux Vents til La Flégere ovenover Chamonix. Ud fra højdeprofilen vidste jeg, at stigningen op til La Tête aux Vents er rigtigt slem, så den så jeg ikke frem til. Ruten var imidlertid blevet ændret fuldstændigt efter Vallorcine, så vi skulle slet ikke derop, hvilket jeg dog ikke vidste på dette tidspunkt. I stedet blev vi ført op til Col du la Balme (tror jeg nok). Stigningen op til La Balme foregik på ganske brede veje og stier, så det var nemt nok (men rigtigt hårdt), men vejen ned var slem, idet den foregik på små stier, som i modsætning til de fleste andre stier ikke havde afvandingsrender skråt på tværs af stierne, hvorfor de hurtigt blev fyldt med vand og mudder. Man kunne derfor glemme alt om tørre strømper og et bare nogenlunde ordentligt greb i skoene.

Det var ærligt talt ikke spor sjovt at være ude i det vejr. Vejret var meget slemt, jeg anede ikke hvor jeg var, eller hvad der ventede, jeg frøs ganske kraftigt, men turde ikke stoppe op i mørket og tage mere tøj på. Da jeg kom ned til depotet i Argentière tog jeg resten af det tøj på, som jeg havde med, dvs. vandtætte overtræksbukser og en ekstra vandtæt jakke, hvorved jeg nu havde 5 lag på overkroppen. Jeg frøs imidlertid fortsat rigtigt meget.

I depotet i Argentière fik jeg besked om, at der var 8 km. tilbage - om det var til næste depot eller til mål, forstod jeg ikke helt - beskeden blev givet på fransk, hvilket jeg absolut ikke er god til. Jeg vidste stadig ikke, om vi skulle op til La Tête aux Vents og La Flégère, men håbede, at vi ikke skulle. Regnen var taget af, men jeg frøs gudjammerligt på trods af det meget tøj. Ruten gik ret lavt på bjergsiden, men det gik noget op og ned på en relativt god, men ekstremt smattet skovsti. Efter ca. 8 km. kom vi til en kontrolpost, hvor hjælperen sagde, at der nu var 2 km. tilbage. Det lød for godt til at være sandt. Jeg fortsatte langsomt, men jeg kunne ikke få det til at passe med de 2 km., for vi blev ved med at løbe, og jeg kunne stadig ikke se særligt meget lys nede i dalen, hvilket jeg burde kunne, hvis vi var så tæt på Chamonix. Det var stadig mørkt, så jeg havde svært ved at orientere mig om, hvor langt jeg var nået. Jeg tænkte derfor meget på, om han mon alligevel havde ment, at der var 2 km. til starten af opstigningen til La Tête aux Vents, og at vi derfor stadig manglede et bjerg. Det er fint nok, at hjælperne vil indgyde optimisme i løberne, men at komme med helt forkerte og misvisende oplysninger er meget skadeligt for løbernes moral - så skal man hellere bare heppe lidt eller holde sin mund.

Efter at have løbet / gået ca. 1½ - 2 timer siden kontrolposten, nåede jeg heldigvis frem til udkanten af Chamonix. Herfra skulle man ned i centrum af byen, løbe langs med floden, op gennem gågaden, hvor vores hotel ligger, tilbage over floden, over floden igen, og så op til pladsen foran rådhuset og i mål. Jeg havde ikke overskud til en spurt, men jeg kom dog med et primalskrig, der må have vækket alle i nærheden, der ikke var vågnet endnu, her kl. 6.06 om morgenen efter ca. 19 t. 46 m. Kort efter at jeg var kommet i mål, kom Jakob også i mål. Han var startet 10 minutter før mig, og jeg havde ikke set, at jeg havde passeret ham. Han havde haft en svær tur, hvor han ikke kunne holde mad og væske i sig, og havde tabt sin ene kontaktlinse. Det var derfor fantastisk, at han i det hele taget havde gennemført, og endda i en relativ god tid.

Vi kom ud af målet, og tilbage til hotellet. Dejligt at bo så tæt på målet! Jeg var meget træt, og havde bare lyst til at få et bad og så i seng, men vi sad lidt og snakkede før vi gik hvert til sit.

Jeg sov 4 timer, spiste så et par proteinbarer og drak kakaomælk og hvilede mig resten af dagen, og var først ude for at købe noget mad sidst på eftermiddagen. Kl. 20 kunne jeg høre, at den første UTMB løber kom i mål, men var ikke nede for at se de første komme i mål. Jeg vil hellere heppe på de knap så hurtige, end på de hurtige - dem er der nok andre, der hylder, men dem der virkeligt har brug for at blive heppet i mål er dem, der har måttet kæmpe i mange, mange timer. Dagen efter var jeg da også flere gange nede ved mål, og stod i flere timer og heppede folk i mål. Det var en stor oplevelse at se folk kæmpe, spurte eller danse sig i mål - alene, sammen med dem de havde fulgtes med undervejs eller meget ofte hånd i hånd med deres børn og koner/mænd/kærester - ekstremt følelsesfuldt. Jeg kunne virkeligt godt tænke mig at komme i mål efter UTMB, men jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at løbe 170 km. i bjergene. Jeg har derfor ikke valgt, om jeg vil forsøge at komme med til næste års UTMB, selvom jeg nu er kvalificeret. Et alternativ kunne være TDS, som er et trin op ift. CCC, men som ikke er så ekstremt som UTMB. Der er imidlertid rigtigt mange trailløb. Et løb et andet sted kunne også give mulighed for at kombinere løbet med ferie et sted, hvor jeg ikke har været før.

Jeg var kommet igennem løbet uden at skvatte en eneste gang (bortset fra der, hvor jeg blev væltet af en serie barrierer), og benene havde det godt. Selvfølgelig var jeg stiv i benene, men det var ikke slemt. Jeg ville gerne op i bjergene for at vandre og nyde naturen og stilheden, så jeg købte et multipass til alle svævebanerne og togene i området, og tog op i bjergene og gik rigtigt meget (både mht. distance og højdemetre) i dagene efter løbet, indtil jeg skulle hjem onsdag eftermiddag.

Her er en liste med det udstyr jeg havde med, og hvordan jeg vurderer udstyret i forhold til netop dette løb:

• Rygsæk og væskeblære: Salomon XT Vest 10+3 og Source 2 liter:
  • Sad godt, rummede alt det obligatoriske udstyr og det er nemt at komme til småting i lommerne foran. Jeg brugte en Source 2 liter væskeblære i rygsækken, og bortset fra problemer med en tilstoppet slange, hvilket var min egen fejl, så fungerede det godt. Dog er det nødvendigt at tage væskeblæren op for at fylde den med vand, og herefter er den svær at få tilbage i rygsækken, når rygsækken er så fyldt, som det var tilfældet her.
• Pandelampe: Petzl Myo RXP m. litiumbatterier
  • Gav et rigtigt godt lys og batterierne holdt meget bedre end forventet - og bedre end fabrikken opgiver. Hele natten (10 timer) havde jeg lampen indstillet på niveau 6 af 8 regulerede niveauer. Som alternativt niveau havde jeg valgt niveau 10 (lampens højeste niveau, men dette niveau er ikke reguleret, så lyset bliver svagere og svagere, i stedet for at være konstant samme styrke) og niveau 4. Jeg brugte kun niveau 6. Jeg skiftede lidt mellem at bruge den koncentrerede lyskegle og det brede lys. Det brede lys brugte jeg på gode veje /stier - specielt når det gik opad, samt når jeg kom ind i depot (for ikke at blænde hjælperne - jeg kunne ikke slukke lampen med de elendige handsker på). Den koncentrerede lyskegle brugte jeg i alle andre situationer. Litium-batterierne vejer ca. 10 gram mindre end alkaline-batterier (anslået for 3 stk. AA-batterier), og skulle fade mindre ved lave temperaturer.
• Reservepandelampe: Petzl E+Lite
  • Jeg fik ikke brug for reservelampen, så det vigtigste var, at lampen og reservebatteriet er småt og let
• Kop: Foldekop fra Spejder Sport
  • Let og praktisk - kan opbevares i en lomme. Det er dog lidt besværligt at folde koppen ud og ind, når fingrene er kolde og stive, og handskerne driller. Foldekoppen er et klart bedre alternativ end et hårdt plastikbæger, som hænger og dingler, som de flest andre brugte. Lige efter første depot så jeg en, der faldt ovenpå sit plastikkrus, så det smadrede - det var ikke sket med min foldekop, idet den er blød og eftergivende. Nogle brugte stålkrus, hvilket jeg også havde overvejet, men jeg vejede mit stålkrus inden, og det vejer 4 gange så meget som foldekoppen. Der var ingen problemer med at bruge koppen til varme drikke.
• Sko: Salomon XA Pro 3D Ultra
  • De helt rigtige sko til dette løb til mine fødder. Grebet var virkeligt godt, skoene havde ingen problemer med at holde til strabadserne og komforten var god nok til distancen. Jeg savner dog mere svangstøtte, men ikke for meget, da det også er et problem. Jeg fik ingen vabler på trods af regnvejret og smattede stier, men jeg havde virkeligt ondt i svangen på begge fødder lang tid efter løbet.
• Vandtæt jakke: Bergans Helium
  • Mere en regnjakke end en løbejakke. Forholdsvis tung (330 g.) i forhold til de letteste jakker. Jeg fik først taget jakken på, da jeg allerede var gennemkold, og det lige var ved at holde op med at regne, så hvor godt jakken fungerer mht. vandtæthed og åndbarhed kan jeg ikke vurdere ud fra denne tur. En klart negativ ting er, at jakken ikke kan pakkes sammen i egen lomme, hvorfor den fylder rigtigt meget i rygsækken.
• Løbejakke: Salomon Fast II Hoody
  • Overbevisende præstation! Kunne næsten (men ikke helt) holde vandet ude i det meget, meget kraftige regnvejr, og åndbarheden var tilfredsstillende. Let (170 g. ifølge fabrikkens specifikationer, men jeg vejede den til kun 135 g.), og kan foldes helt sammen i sin egen lomme til en meget lille bylt, som endda kan sættes fast på et væskebælte. Lever desværre ikke op til kravet om at den skal være vandtæt, men jeg vil helt sikkert bruge denne jakke til lange løb, hvor der er risiko for regnvejr, men ikke et reglementskrav om vandtæthed.
• Overtræksbukser: OMM Kamleika Race Pants
  • Jeg tog dem først på, da jeg var gennemblødt og så kold, at jeg ikke kunne få varmen igen. Bukserne vejer lidt mere end de letteste (215 g.), men de sidder rigtigt godt og tæt til benene, hvorved de generer minimalt i modsætning til andre overtræksbukser, som jeg har prøvet. De har desuden en lang lynlås, så de kan tages på uden at skoene skal tages af - en stor fordel til lange løb. En negativ ting er, at de ikke kan pakkes sammen i egen lomme, hvorfor de fylder en del i rygsækken.
• Handsker: Outdoor Design Summit Stretch Gloves
  • Faldt fuldstændigt igennem! Handskerne skulle angiveligt være vandtætte (waterproof), men de blev meget hurtigt totalt gennemblødte på trods af, at jeg ikke engang tog på noget vådt - det var altså bare pga. den direkte påvirkning af regnen, at de blev gennemblødte. Da jeg skulle have dem på første gang under løbet, var mine fingre let fugtige (ikke våde). Dette bevirkede, at fingrene hang fast i foret, hvilket bl.a. betød, at jeg slet ikke kunne få lillefingeren ned på dens plads, hvorfor lillefingeren og ringfingeren måtte deles om pladsen i ringfingerens 'hul' (dette var tilfældet i begge handsker). Da jeg senere var nødt til at tage handskerne af og på igen, fik jeg tilsvarende problemer med pegefingrene, hvilket er helt uacceptabelt. Konklusionen er, at handskerne overhovedet ikke kan anvendes med fugtige fingre - og hvornår har man knastørre fingre, når der er behov for vandtætte handsker? Dumpet! Handskerne vejer i øvrigt 20 g. mere end angivet af producenten.
• Trøje: Mizuno (ukendt model uden lynlås)
  • Valgt, da denne trøje vejer præcist de 180 g., som var minimumskravet. Hvis jeg havde vidst, hvor dårligt vejret blev, havde jeg nok valgt en varmere trøje. Er ellers en glimrende trøje med god åndbarhed.
• Gaiters: Dirty Girl (Leopard Gone Wrong - Lime)
  • Fungerede perfekt - og så fantastiske ud! De holdt alle småsten, sand, mudder, mv. ude af skoene. De er ikke vandtætte, men det ville heller ikke have nyttet noget under disse forhold. De sad perfekt under hele løbet. Jeg fik et par positive kommentarer til deres udseende.
• Stave: Leki Ultralite (Makalu Carbon)
  • Stavene fungerede glimrende indtil uheldet, hvor den ene bøjede. Det var imidlertid en ekstrem situation, hvor jeg er sikker på, at en aluminiumsstav også var bøjet. Ellers var stavene meget tillidsvækkende, havde et glimrende 'bid' og jeg kunne lægge al den vægt på dem, som jeg ville, og jeg havde et rigtigt godt greb på dem. Vægten på 443 g. for to stave er måske lidt i overkanten i forhold til alternativerne blandt aluminiumsstave, men jeg følte det ikke som noget problem at løbe med. En lille negativ ting er, at når jeg ikke havde hånden gennem håndledsstroppen (som jeg af sikkerhedshensyn undgår, når jeg løber nedaf, for at undgå risikoen for at brække armen eller håndleddet i tilfælde af fald), så havde stavene en tendens til at vende sig forkert, idet stroppen er så relativ tung, at staven automatisk vender stroppen nedad (= fremad), hvorved man tager forkert på grebet. Dette er dog ikke noget stort problem. En stor fordel i forhold til andre stave er, at man ikke kun kan holde nede på selve grebet, men også kan holde ovenpå staven - det er en stor fordel ved nedstigninger, da man dels får lidt ekstra længde på staven, og dels får et afvekslende greb, så man ikke bliver så træt i hånden og slidt i håndfladen.

DNF 100 Miles Mors

Dato: 10. september 2011

Løbstype: 100 Miles

Resultat: DNF

Beretning

Var alt for fysisk og psykisk udmattet fra CCC 2 uger tidligere til at kunne gennemføre, og skader lurede i venstre lår og læg, hvorfor jeg stoppede ved 55 km.

20. Bislett 24 hour Indoor Challenge, Oslo, Norge

Dato: 26./27. november 2011

Løbstype: 24 timer

Resultat: 157,522 km.

Placering: 25 af 95

Beretning

Totalt uforberedt både mht. træning og mentalt! Set i det lys, er resultatet helt fantastisk, og kom udelukkende i mål på grundformen og ikke mindst på ren vilje.

Rene og jeg var en lille tur til Oslo, for at løbe i cirkler i 24 timer. Renes kæreste, Marlene, kørte os til lufthavnen, hvor vi havde god tid til at slappe af. Flyveturen var behagelig nok, og vi kom hurtigt med regionaltoget til Sentralstationen. Her faldt vi over et 'Spis alt hvad du kan' tilbud på pizza, så der blev høvlet pizzaer ned i stor stil - måske ikke lige det bedste mad at løbe på, men mere om det lidt senere. Herefter tog vi sporvognen ud til Bislett.

Vores plan var at forberede et bord med egne forsyninger, når vi kom til Bislett. Da vi kom frem fandt vi imidlertid ud af, at arrangørerne slet ikke var gået i gang med at sætte op - der var bare den lokale atletikklubs medlemmer, der trænede på den lækre bane. Uh - tænk at have sådan en bane at træne på - savle, savle! Vi gik derefter de ca. 10 minutters gang hen til vores hotel.

Hotellet, Thon Hotel Gyldenløve, var blevet fundet et par dage før, og var taget ud fra en kombination af pris, beliggenhed og at der var morgenmad med i værelsets pris. For at spare penge havde vi valgt et dobbelt værelse. Da jeg bookede værelset havde jeg ikke lagt mærke til, om der stod at der var to senge eller en dobbelt seng, så jeg regnede som en selvfølge med, at det var to senge - det var det ikke, så vi kom til at sove i dobbelt seng - og vel at mærke en der var så blød og gyngende, at når den ene vippede med tæerne, så vippede den anden med. Det værste var dog larmen fra gaden, hvor der bl.a. kørte sporvogne. Nå, vi fik da slappet lidt af, set lidt South Park på tv, og på trods af varmen i rummet fik vi også sovet - endda ret længe.

Et andet problem med hotellet var, at morgenmaden først blev serveret kl. 8 om morgenen. Det ville have været meget bedre, hvis det havde været kl. 7, dvs. 3 timer før løbet. Ofte kan man få fremrykket morgenmaden lidt, hvis man beder pænt om det, men det var ikke muligt her.

Efter morgenmad gik vi tilbage til Bislett. Her havde Niels, Peter og Jan heldigvis kapret en bænk, som vi kunne bruge til depotbord. Vi fik stillet op. Jeg havde en masse overskydende slik med fra mit marathon ugen før, foruden et par gels, et par energibarer, salttabletter, vaseline og andre småting, som jeg kunne få brug for gennem løbet - samt naturligvis skiftetøj og -sko. Det var rigtigt hyggeligt at få snakket med de andre. Ud over dem, var der også en dansk kvinde med - Mette Rasmussen - hende fik jeg desværre ikke hilst på, men der kom et utal af hilsner til hende specielt i starten af løbet.

Min forberedelse til løbet havde været ikke eksisterende. Efter at have løbet CCC i august, havde jeg haft svært ved at træne pga. manglende lyst til at løbe. Træningen var da holdt nogenlunde vedlige, men heller ikke mere end det. Bl.a. havde jeg kun løbet 3 marathon i hele efteråret. At jeg så også havde fundet mig en kæreste, og skulle arrangere et større marathon bevirkede også, at tiden ikke havde været der til særlig meget træning. Mentalt stod det næsten endnu værre til - jeg havde virkeligt ikke lyst til at løbe 24 timer - eller bare til at være i Oslo - væk fra kæresten. Hvis ikke Rene havde været med, havde jeg nok meldt afbud. Rene havde det vist på samme måde, så oplægget var ikke just godt.

Løbet startede kl. 10. Jeg stod aller bagerst ved starten, og løb i et konstant, men stille og roligt tempo helt fra starten. Der er to baner + en lille smule plads ud til væggen ved siden af banerne, og det er ikke meget plads, når 122 løbere skal deles om pladsen. De første timer, hvor alle var på banen, var derfor noget trange. Luften var noget dårligere denne gang, end første gang vi var på Bislett, idet banen nu er blevet lukket og isoleret hele vejen rundt, men heldigvis blev der efterhånden åbnet et par døre ind til selve stadion, så der kom noget frisk luft ind. Luften var ganske tør, men ikke så slemt som i Finland.

Jeg forsøgte at finde en rytme, hvor jeg ikke brugte for mange kræfter, hvor jeg kunne komme forbi de langsommeste uden at genere de hurtigere, og hvor jeg stoppede tilstrækkeligt ofte for at spise og drikke. Depotet var glimrende, men deres energidrik smagte ikke særligt fantastisk. Det var af det schweiziske mærke WinForce. Efter 2 timer satte jeg frekvensen for væskeindtaget betydeligt op, for jeg var konstant tørstig pga. den tørre luft. Ud over at drikke energidrikken (den kunne godt drikkes, men det var ikke med velbehag), så tog jeg en salttablet ca. for hver 3. time, for at kompensere for alt det, som jeg svedte ud.

Der var en DJ - Heming Leira - som læste beskeder op, og spillede ønsker fra løbere og dem der sendte beskeder til løberne. Han talte en del om, at de fleste ultraløbere godt kunne lide at høre heavy, når de løb, men at det ikke KUN skulle være heavy, der blev spillet undervejs. På de 24 timer spillede han ca. 5 numre, som jeg ville karakterisere som heavy eller bare hård rock. Det meste var popmusik. Normalt reserverer jeg brugen af MP3-afspilleren til, når jeg får en krise, og tidligst fra 60 km., men allerede efter ca. 1½ time tog jeg MP3-afspilleren på, fordi jeg var irritereret over musikken. Det udløsende nummer var Neil Youngs; "Heart of Gold" - jeg hader det nummer, så da det blev spillet, var det tid til min egen musik - og så kom der heavy på!

Peter og Jan fik ret hurtigt problemer, og måtte udgå efter hhv. 65 og 80 km. Herefter var de næsten hele tiden ved danskerdepotet, og kom med opmuntrende bemærkninger, hentede vand, mv. Peter fik også tapet Niels op, og hjalp Niels og Rene, da de fik problemer.

Meget overraskende for mig havde jeg ikke de store problemer med motivationen det første stykke tid. Jo, jeg tænkte da på at stå af, og hvad jeg i så fald skulle gøre mht. at finde et sted at sove indtil turen hjem dagen efter, men det var faktisk mindre end jeg har oplevet til andre løb. Det eneste problem var, at jeg ikke syntes, at jeg kom nogen steder. Når man løber på en så kort bane som i Bislett (546 meter pr. omgang), så tager det altså mange omgange, før man er kommet eksempelvis 10 km. frem. Frem kom jeg nu alligevel, for efter 12 timer, var jeg faktisk nået 96,086 km. - ca. 300 meter længere end mit hidtil eneste officielle resultat fra et 12 timers løb. Jeg rundede 100 km. efter ca. 12 timer og 30 minutter, og holdt herefter en pause på 20 - 25 minutter.

Der var lidt smerter under den venstre fod, og begyndende ubehag i akillesscenen, men ikke noget særligt. For at forebygge, at det blev værre, smurte jeg lidt salve på akillesscenen - det skulle jeg ikke have gjort! Huden var generet af varmen, og derfor meget 'åben'. Huden kom derfor til at gøre ganske meget ondt - og fortsatte med det indtil jeg tog konsekvensen, og skiftede strømper, nogle timer senere. Jeg må have udvidet mit 'medicinskab' med noget kuldespray, for det var vist det, der havde været brug for.

Jeg kom igang igen. Det tog et stykke tid at komme igang med at løbe igen, men det lykkedes da. Efter hvert depotbesøg, tog jeg ½ eller 1/1 omgang, hvor jeg gik - ellers var det langsomt løb, der stod på menuen. Sent på aftenen og i løbet af natten var der rigtigt mange, der stod af. Der var også en del, der benyttede affaldsspandene langs med ruten til at kaste op i. Et par gange nåede de ikke hen til affaldsspandene, men hjælperne fjernede hurtigt det, der var kommet ved siden af - og uden at brokke sig - fornemt! Jeg havde ikke nogen problemer af den slags, men jeg pizzaerne dagen før var helt klart ikke noget godt grundlag for at løbe - helt fra første besøg i depotet havde jeg problemer med sure opstød - og jeg havde valgt ikke at tage Samarin med, idet det er flere år siden, at jeg sidst har haft brug for det. Denne gang kunne jeg godt have brugt det.

Når jeg løber langt, kan jeg ikke lade være med at løbe og regne efter, hvor langt jeg er kommet og hvor langt jeg har mulighed for at nå. Inden løbet havde jeg været mere end tilfreds, hvis jeg kunne nå 125 km. Jo længere jeg nåede i løbet, jo mere ambitiøs blev jeg mht. distancen. Det gik så godt, at jeg for alvor begyndte at overveje, om jeg ikke bare kunne slå min PR på 150,965 km., men om jeg måske også kunne nå over de 170 km. - måske endda 175 km.!

Niels og Rene så ud til at være ganske godt løbende, men desværre fik Niels store problemer med benene - først med akillesscenen, og derefter med knæet. Niels forsøgte at fortsætte efter hjælp fra Peter, men måtte opgive efter ca. 140 km. Rene fik nogle vabler, men det var vist mest manglende motivation, der bevirkede, at han stoppede - også efter ca. 140 km.

Efter ca. 14 timer begyndte jeg at blive meget træt - eller rettere - søvnig. Jeg løb / gik simpelthen og faldt i søvn. Jeg tog en af de to gels, som jeg havde med - de indeholder også koffein, og det kvikkede gevaldigt op i ca. ½ time. Herefter aftog virkningen, og jeg blev igen søvnig. Et stykke tid senere tog jeg så den anden gel, og det virkede igen i lidt tid. Nu havde jeg ikke flere gels med koffein i tilbage. Jeg var så ekstremt søvnig, at jeg havde svært ved at bevæge mig i en lige linie, idet jeg simpelthen faldt i søvn, vågnede op, gik 20 - 30 meter, faldt i søvn, etc. Der gik et par timer, hvor jeg kun kom nogle få km. frem, og jeg led. Tyskeren Jürgen Smicker, som jeg kender fra Bornholm 6 dages, var en stor hjælp, og han kom med opmuntringer, hver gang han passerede. På et tidspunkt foreslog han, at jeg drak noget cola for at vågne lidt op - DANG! Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det?!? Jeg drikker normalt masser af cola undervejs, men var stoppet med det, og var gået over til energidrikken, idet jeg var bange for at få vasket for mange salte ud, og derfor hellere skulle drikke energidrik, som indeholder en række salte. Jeg fik herefter drukket nogle glas cola, men det hjalp ikke det store. Da der manglede lidt over 3½ time kunne jeg ikke mere, og lagde mig, selvom jeg kun manglede 8 km. til min PR.

Jeg havde stadig mit løbetøj på, og det var ret koldt at ligge uden et tæppe. Selvom jeg var afsindigt søvnig, vågnede jeg et utal af gange, idet jeg frøs, og idet lyset fra lamperne i loftet var meget skarpt. Efter 1½ time var jeg så kold, at jeg besluttede mig for at stå op og gå i bad. Da jeg var kommet op at stå, følte jeg mig imidlertid så relativt frisk, at jeg besluttede mig for at begynde at gå lidt rundt på banen, for at få lidt ekstra km. Jeg hundefrøs, så jeg gik så hurtigt som jeg kunne, og det blev ret hurtigt. Efter to omgange kunne jeg smide huen, efter tre omgange en trøje, efter fire omgange den anden trøje og efter fem omgange fandt jeg ud af, at jeg faktisk kunne løbe lidt. Jeg manglede nu under 6 km. til min PR, og jeg sagde til mig selv (højt og flere gange), at nu måtte jeg fortsætte og se at få den PR i hus!

Den sidste time løb jeg næsten hele tiden. Der er en lille stigning på banen, og den gik jeg op af, bortset fra det sidste kvarter, men ellers løb jeg - ret langsomt, men konstant. Da der manglede ca. 40 minutter, passerede jeg min hidtidige PR. Der kom hilsner fra Lotte og Peter Buhr og Christian Bering, hvor de opfordrede mig til at løbe baglæns foran webkameraet, hvilket jeg så gjorde 5 gange den sidste time. Niels, Jan og Rene kom også med tilråb. Det sidste kvarter løb jeg hurtigere og hurtigere, og da beskeden om, at vi skulle stoppe, var jeg fuldstændigt smadret, og jeg standsede selvfølgelig med det samme, og lagde mig ned. En svensker, som jeg netop havde passeret, standsede imidlertid ikke, men passerede mig efter slutsignalet, og gik hen til nogle sæder, og satte sig der, og blev også målt der - meget dårlig stil. Hvis han havde været på omgangshøjde med mig, havde jeg brokket mig, men han var 10 km. foran mig, så jeg sagde ikke noget, men det irriterede mig. Jeg var nået 157,522 km., og dermed en ny PR, en forbedring på ca. 5½ km. ift. den gamle PR.

Der kom tre rundt og målte op og klippede chippene af fødderne af os. Herefter tog jeg skoene af, og vraltede hen til depotet, hvor Niels, Rene og Jan var ved at pakke sammen. Jeg fik taget et bad med de normale smerter, som meget salt på huden og slidmærker altid giver efter et ultraløb. Der var også sauna, men jeg tænkte, at jeg hellere måtte få pakket sammen, og komme hen til sejrsceremonien. Det viste sig, at der ikke var nogen medaljer eller lignende, selvom vi alle havde fået det indtryk, at der var noget til dem, der havde passeret 150 km.

Vi gik hen til en deli, hvor vi fik lidt at spise. Niels skulle med bussen, som gik lige ved siden af, og Jan var i bil, og skulle ned og vente på færgen. Rene og jeg gik herefter hen til Sentralstationen, hvilket var en noget længere tur, end vi havde forventet. På turen fik vi gået hele vejen op af den kendte gågade St. Johan, hvor der var pyntet fint op til jul, og hvor der var en masse shoppende nordmænd og nogle få turister. På Sentralstationen købte Rene 4 burgere, men jeg kan ikke spise noget så fedtholdigt efter et løb.

Det tog lidt tid før toget gik, men vi kom ud til lufthavnen. Vejret var glimrende i Norge, men i Danmark var det stormvejr. Landingen blev derfor rigeligt spændende. Jeg kan godt blive køresyg, og fandt derfor brækposen frem, men det blev heldigvis ikke nødvendigt, men hvis vi havde skullet afbryde landingen og prøve igen, så var der blevet brug for den. Renes far kom og hentede os. På vejen væk fra lufthavnen kom der et kraftigt smæld fra taget af bilen - jeg var sikker på, at det var et flyvende skilt, der havde ramt, men det viste sig, at det var et panel på den øverste del af bagsmækken, der var fløjet af! Vi kunne imidlertid fortsætte, og kom over Farøbroen lige før den blev lukket pga. kraftig sidevind - heldigt.

At jeg kunne sætte PR på trods af, at jeg var fuldstændigt uforberedt både mht. træning og mht. det mentale, var meget overraskende for mig. Det var simpelthen grundformen og vilje, som jeg kom igennem på. Det giver mig tro på, at jeg vil kunne præstere et væsentligt bedre resultat, hvis jeg træner specifikt mod 24 timers løb. Imidlertid vil jeg hellere løbe bjergløb, så ultraløb i rundeform står ikke på programmet det næste lange stykke tid.

Siden er sidst opdateret 1. december 2011