|
Beretning
Jeg tog til Århus lørdag eftermiddag. Løbet skulle starte om aftenen, efter at 24 timers løberne og marathon var startet om formiddagen. Da jeg ikke lige kunne finde ud af busserne til Atletion, og da jeg ikke kunne finde en taxa, så gik jeg derud fra banegården, ca. 3 km. Selvom jeg aldrig har været i den del af Århus, havde jeg ingen problemer med at finde stedet.
Vel fremme fik jeg mit nummer, og t-shirt. Nummeret havde en chip siddende bagpå. Der var strenge instruktioner for, hvordan man skulle have nummeret siddende, for hvis det sad lidt forkert, så kunne systemet ikke registrere ens omgange. Bl.a. kunne man ikke bruge nummerholder, da der var risiko for, at nummeret ville blive krøllet.
Marathonløberne var væk, men 24 timers løberne kæmpede fortsat (de fleste af dem). Vi var ca. 25, der skulle løbe 12-timers løbet. Ruten gik rundt i foyeen til Atletion (NRGi Arena), og var delt i to. Den inderste bane var forbeholdt 24-timers løberne, og den yderste var tidligere blevet brugt til marathon, og skulle nu bruges til 12-timers løberne. Den yderste bane var lidt længere end den inderste, ca. 257 m. Banen var ret trang - der var ikke plads til, at to personer kunne gå ved siden af hinanden, hvis en løbende skulle kunne passere. Det gav nu sjældent problemer, men bevirkede nok, noget mindre snak end der ellers ville have været.
Underlaget var noget gummi-noget, så man stod fantastisk godt fast. Gummi-laget var imidlertid ganske tyndt, så efter kort tid føltes det meget hårdt. Det gjorde efterhånden ret ondt i knæ og fødder. Jeg skiftede sko 2 gange undervejs for at spare fødderne så meget som muligt.
Temperaturen var 18 - 19 grader, hvilket faktisk var ok. Jo, man svedte da noget, men fartvinden kølede alligevel en af. Samtidig var det ikke koldere, end at det ikke var noget problem at gå, uden at blive kold.
Depoterne var fantastiske. Der var simpelthen alt. Det eneste der manglede i starten var kakaomælk, men det blev fremskaffet. Det eneste jeg brugte i mit eget depot (og det var særdeles velforsynet), var hovedpinepiller og et par håndfulde honningristede peanuts.
Jeg havde fået hold i nakken 3 dage før, men havde været til kiropraktor om fredagen. Det havde hjulpet utroligt meget, men jeg var stadig noget stiv i nakken, og det gjorde ret ondt, når jeg drejede hovedet lidt for meget.
Løbet startede, og jeg lagde stille og roligt ud, syntes jeg. Fra ca. 25 km. til 55 km. fandt jeg en helt fantastisk rytme, hvor jeg drak og spiste en smule for hver 8 runder, og hvor jeg løb konstant i et lidt højt tempo. Det resulterede i, at jeg efter 55 km. lå nr. 3, og absolut ingen problemer havde, så hvis jeg ikke fik nogen problemer, ville jeg realistisk set kunne nå minimum 105 km.
Ved 55 km. gik maven imidlertid i udu, og jeg brugte 20 min. på toilettet. Af de sidste 6 timer, sad jeg på tønden ca. 1 time - ikke særligt sjovt. Maveproblemerne ødelagde fuldstændigt rytmen, energien og motivationen. Herefter havde jeg svært ved at blive på banen - det var simpelthen så kedeligt at løbe den korte runde igen og igen, når jeg ikke havde udsigt til et godt resultat. Mit oprindelige mål var på 100 km., men efter maveproblemerne satte jeg målet ned til 84,4 km. (dobbelt marathon).
Jeg kom imidlertid igen, og jeg nåede 95,555 km., hvilket var nok til en 6. plads, 5. plads blandt mændene. Vinderen blev Stefan Lindvall fra Sverige, som nåede lidt over 121 km., og løb meget elegant.
Der gik noget tid med at få målt den sidste omgang målt op. Meget fornuftigt tog de først 24 timers løberne, og jeg var nået et godt stykke på sidste omgang. Heldigvis kom hjælperne rundt med vand, juice, slik, mv.
Efter bad, præmieoverrækkelse, mv., delte jeg en taxi ind til banegården sammen med bl.a. Lillian fra Bornholm, som havde løbet rigtigt godt i 12 timers løbet. Taxien havde svært ved at komme ind til Atletion, da der var et motionsløb i gang omkring Atletion, så vi måtte vente meget længe, men det lykkedes, og efter en længere tog- og busrejse (pga. sporarbejde mellem Ringsted og Næstved), kom jeg endelig hjem til min sydhavsø.
5. Copenhagen Ultramathon 60 km.
Dato: 25. april 2009
Løbstype: 60 km.
Resultat: 5 timer 59 minutter og 23 sekunder PR
Placering: 14. Antal gennemførte: 20. Antal startende: 22
Beretning
Det var dølme et godt løb!
Rene og jeg tog møgtidligt afsted fra Nykøbing, da løbet startede kl. 8 i Albertslund. Vi kom tidsnok til at få hilst på en række af de mest inkarnerede løbetosser (et virkeligt rart folkefærd!) inden løbet startede.
Man kunne løbe marathon, 60 km. eller 100 km. 100 km. var officielt DM, så feltet var stærkt besat, selvom de bedste 24 timers løbere ikke løb med - de løber VM om en uge, og selv de har deres begrænsninger.
Marathonløberne skulle starte med en prolog på 2.195 m., hvorefter de skulle ud på den 10 km. runde, som vi andre også skulle løbe på. Rene og jeg skulle begge løbe 60 km., og skulle således ruten rundt 6 gange.
Ruten var en rundstrækning rundt om et stort grønt område mellem Albertslund, Vallensbæk, Ishøj og Tåstrup. Ruten var næsten helt flad og forbavsende naturskøn. Der var samtidig ingen biler overhovedet, så den værste trafik var hundeluftere, løbere og cyklister, men dem var der også en del af - naturligt på så smuk en dag.
Der var depot for hver 2,5 km., og alle depoterne var særdeles velforsynede. Man kunne tydeligt mærke, at det er ultraløbere, der havde arrangeret løbet, for der var både vand, energidrik, cola og kakaomælk, foruden vingummi, lakrids, kanelgifler, peanuts, banan, æble, appelsin, salttabletter og andet nødvendigt ved alle depoter - der manglede ikke noget.
Vejret var rigtigt godt. Temperaturen var vel 12 - 13 grader ved start, strålende sol og lidt vind. I løbet af dagen blev det ret varmt, men vinden blev lidt kraftigere. Forholdene var således stort set perfekte, så der var ingen ydre undskyldninger for et dårligt løb.
Jeg lagde ud med at løbe 5.40 - 5.50 pr. km., og det holdt de første ca. 40 km. Herefter måtte jeg sætte hastigheden lidt ned, men jeg var i stand til at holde et stabilt tempo hele vejen igennem, og jeg havde på intet tidspunkt problemer med energien eller benene, og jeg kunne løbe hele vejen, og var ikke engang nede at gå ved depoterne.
Jeg fik derimod problemer med motivationen efter ca. 25 km. Specielt et tidspunkt ved ca. 34 km., hvor jeg kom til Vallensbæk Mose, og der stod en bænk et dejligt fredeligt vindstille sted med smuk udsigt - der skulle jeg tale med meget store ord til mig selv for ikke bare at sætte mig og slappe af resten af dagen. Jeg fik dog overtalt mig selv til at fortsætte.
De 'mentale problemer' varede til ca. 48 km. Herefter gik det meget lettere, og sidste omgang var virkelig en god oplevelse. Den sidste km. var jeg i stand til at løbe relativt hurtigt (5.20), og jeg havde kræfter til decideret at spurte i mål. Faktisk løb jeg så hurtigt, at jeg var lige ved at styrte i det sidste sving - det ville have været surt at falde 5 meter fra målstregen!
Det er fedt at komme igennem, når man så længe (23 km.) har haft det svært. Min tid blev ganske rimelig - 5:59:23. Inden løbet havde jeg sagt, at jeg forventede at løbe på mellem 6 timer og 6 timer og 15 min., men i betragtning af, at mine sidste mange marathons har ligget på ca. 4.15, dvs. lige over 6 min./km., så er 6 min./km. på 60 km. forholdsmæssigt meget bedre.
Efter løbet sad Rene, May-Britt, Jerk og jeg et par timer i solen, mens vi fulgte 100 km. løbernes kamp. 100 km. distancen blev vundet af en tysker, som kom under 7 ½ time.
Kampen om DM titlen blev særdeles intens. Efter 90 km. var UltraOle Karlsen (Holbæk) 3 minutter foran Charley Prødel (Albertslund) med Poul Petersen (Holbæk) 2 ½ minut yderligere efter. Ole så dog meget brugt ud, mens Charley og Poul så ud til at være godt løbende. Der blev løbende rapporteret fra ruten, og vi fik at vide, at ved 95 km. havde Charley overhalet Ole. Efter lidt under 8 timer kom Charley i mål som ny danmarksmester (7:58:49), Ole kom i mål 1 ½ minut efter (8:00:09) og Poul kom tæt efter (8:00:48). Fantastisk at have de tre første løbere i mål indenfor 2 minutter efter 100 km.
Alt i alt en dejlig da på Vestegnen. Løbet er særdeles anbefalelsesværdigt.
6. Ultramarathon Bornholm 24 timer
Dato: 23. maj 2009
Løbstype: 24 timer
Resultat: 139,788 km.
Placering: tilgår
Beretning
Jeg benyttede løbet som anledning til at tage en uges ferie på Bornholm. Jeg lejede et sommerhus på Dueodde i ugen op til løbet, og havde en god afslappende uge, hvor jeg kun var ude at løbe et par gange, og ellers brugte tiden på en tur til Christiansø, vandrerture i Almindingen og Dueodde-området, og så med at gense en række af de steder, som jeg var kommet i ufrivillig nærkontakt med under min tid som fodtusse på Cirkus Kvalmegård ved Rønne.
Jeg overværede også starten af 48 timers løbet. Utroligt, så hårdt en række af løberne lagde ud. Det hævnede sig da også på de fleste af dem, men nogen lagde fornuftigt ud, og blev bare ved med at løbe - bl.a. Gurli fra Bornholm, som storsmilende tog omgang efter omgang både på første og andendagen! Respekt!
Ruten var hurtigt overskuet. Der var en 500 m. strækning på skovsti og en 500 m. strækning på asfaltsti samt en kort grussti ved det ene vendepunkt. Underlaget var ok at løbe på, omend asfaltstien buede ret kraftigt, og der var et par stipassager, som ikke var så rare sidst i løbet. Arrangørerne havde fejet kogler væk fra skovstien, og ved starten af 48 timers løbet gik jeg en runde og fjernede dem, som de havde overset. Der blev dog jævnligt sparket et par stykker ind på ruten, men jeg havde ikke problemer med dem.
Fra starten løb jeg i mit eget lave tempo, og det så længe helt fornuftigt ud. Benene var der ingen problemer med og energioptaget gik helt fint. I starten gik jeg i depot for hver 4. omgang, hvilket jeg satte ned til hver 3. omgang efter et par timer, og siden til hver 2. omgang, hvor jeg så tog noget at drikke, og noget at spise hver 4. omgang. Det lyder vildt at spise for hver 4. km., men det er ikke de store mængder - eksempelvis 2 chips, 1 kiks, 2 vingummier eller lignende. Jeg havde haft et stort depot med selv, men bortset fra salttabletter, 1 cult-sodavand og et par nødder, brugte jeg ikke noget af det.
For første gang brugte jeg musik til at holde hjernen beskæftiget under løbet. Jeg satte musik på første gang efter ca. 3 timer, og havde så musikken kørende ca. 2 timer, 1 time uden musik, 2 timer med, osv. Det fungerede fint, og jeg vil gøre det samme igen ved fremtidige løb. Tiden uden musik var nu også meget rar - bl.a. var der glimrende underholdning af en nattergal i nattetimerne.
Jeg skiftede sko og strømper ved 55 km. Jeg holdt overhovedet ikke øje med mine km. tider eller tiden i øvrigt, så jeg anede ikke, om jeg var foran eller bagefter planen. Nu kan jeg se, at jeg lå stort set præcist på min plan, og det hele føltes godt.
Efter ca. 70 km. fik jeg et vrid i ryggen, da jeg drejede om et af hjørnerne. Herefter kom der jævnligt jag i ryggen, som om at to ryghvirvler gik skævt af hinanden. Det gjorde nas, og bevirkede, at der gik tudekiks i løbet. Nu var det ikke spor sjovt at løbe, og jeg fik ondt af mig selv. Jeg forsøgte lidt med at gå en omgang eller kun noget af omgangen, for at finde en måde, hvor det ikke gjorde ondt i ryggen. Jagene kom da også sjældnere, når jeg gik, end når jeg løb, men surt var det, og jeg ville ikke fortsætte på den måde.
Jeg lagde mig derfor i ca. 20 min., for at se om det kunne hjælpe. Det gjorde det lidt. Det hjalp også lidt, at jeg skiftede til nogle sko, som havde en bedre støddæmpning. Alt i alt gjorde det det tåleligt at fortsætte, men sjovt var det ikke. Jeg skulle virkelig tale med store bogstaver til mig selv, for at jeg kunne fortsætte. Det virkede imidlertid, og jeg fortsatte.
Efter nogle timer med skiftevis gang og let løb gad jeg imidlertid ikke mere - jeg var træt og ryggen gjorde ondt, og det hele var surt. Jeg lagde mig derfor i soveposen uden at sætte uret til at ringe. Efter 2 timer vågnede jeg imidlertid ved at 6 timers løberne startede, og jeg fik ny lyst til at fortsætte. På det tidspunkt var mit mål om at nå 4*marathon (168,8 km.) forlængst forduftet, så jeg tog det stille og roligt, og gik det meste af tiden. Benene var rimeligt friske og energien var på vej op igen, men motivationen var der ikke til at løbe.
De sidste par timer fik jeg lidt gang i benene igen, og den sidste time løb jeg mere end jeg gik. Kl.12 kom signalet til at stoppe. Da var jeg nået ca. halvvejs ud på runden. Jeg var heldigvis stoppet ud for en træstub, og havde været så forudseende at snuppe ½ l. kakaomælk med på den sidste runde, så nu var det bare at sidde og vente på opmålingen. Imens snakkede jeg med en svensker, som havde løbet 48 timer, og i øvrigt er arrangør af GAX 100 (100 miles primitivt løb). Mit resultat blev 139.788 m. Det var 29 km. kortere end mit mål, så det var ikke godkendt. Jeg er imidlertid stolt over at jeg fortsatte efter min alvorlige krise - det er noget, som jeg kan tage med mig fra løbet.
Efter sejrsceremonien og afsked med Rene og de andre løbere, tog jeg et bad og pakkede stille og roligt sammen. Jeg havde færgereservation til kl. 23.30 (natfærgen til Køge), så der var god tid. Jeg tog ind til Store Torv i Rønne og købte en pizza (føj, hvor var den dog uspiseligt salt!), og kørte ud til Sorthat på kysten lidt nord for Rønne og sad og spiste pizza (ja, den røg ned alligevel), og så på solnedgangen. Derefter kørte jeg ind til færgen og heldigvis fandt jeg det perfekte sted på færgen at ligge og sove. Mærkeligt nok har jeg næsten ikke mærket noget til ryggen efter at jeg kom hjem, så forhåbentlig var det ikke noget varigt.
Løbet var rigtigt godt arrangeret. Depotet var ekstremt velforsynet, hjælperne tilstrækkelige og venlige, ruten nok så god, som den kan opdrives, og deltagerne flinke, hyggelige og hjælpsomme. Vejret var også godt, omend der stod en kold vind direkte ind fra Østersøen, så vindtæt tøj var en nødvendighed.
Selvom resultatet ikke var tilfredsstillende, så var oplevelsen alligevel så god, at jeg har tilmeldt mig 6-dages løbet på samme rute i 2010.
7. 100 Miles Mors
Dato: 19. - 20. september 2009
Løbstype: 100 Miles (160,9 km.) - 1 runde
Resultat: 21 timer 31 minutter og 55 sekunder PR
Placering: 10. Antal gennemførte: 21. Antal startet: 33
Beretning
Det at skulle løbe én lang rute på 160,9 km. med depot for hver 5 km. i stedet for blot at løbe en rundstrækning af eksempelvis 1 km., med depot for hver omgang, det skræmte mig en del. Jeg forsøgte derfor at forberede mig så godt som muligt inden løbet.
Jeg havde i ugerne op til løbet forsøgt at sætte mig så meget ind i ruten som muligt. Det havde jeg gjort ved at gentegne ruten i hhv. Google Earth og Iforms ruteplanlægger, og så notere vejnavne ned, og de vigtigste bakker, om man skulle løbe til højre eller venstre, etc. – et stort arbejde, men – skulle det vise sig – al tiden værd. Materialet, som jeg havde lavet, var alt for omfattende til, at jeg kunne løbe med det, så jeg brugte det udelukkende til at have i baghovedet, hvornår jeg skulle forberede mig på bakker, hvornår jeg skulle være opmærksom på ’mærkelige’ vejforløb, grusveje, etc., og det virkede.
Jeg havde også lavet en slagplan for, hvor langt jeg forventede at være kommet for hver time, og havde tænkt meget over, hvad jeg forventede at få brug for ved hvert depot. Jeg havde lagt min tidsplan efter en sluttid på 24 timer og 5 minutter, da det var den forventede sluttid, som jeg havde angivet, da jeg tilmeldte mig løbet 1 år inden.
Som følge af mine studier af ruten, havde jeg lavet to store og en række små poser med egne depoter. Jeg ville således skifte sko, strømper og tøj, mv. og tage jakke og pandelampe på ved 85 km., og igen skifte tøj og sko ved 120 km. Herudover havde jeg lagt hue og trøje ved 100 km., refleksvest ved 80 km., ekstra batterier til pandelampen ved 130 km., mv. Desuden havde jeg lagt en lille pakke med egen energidrik, vingummier, marcipanbrød, toiletpapir og Compeed for hver 15 km. i starten og for hver 10 km. fra 100 km.
Rene og jeg kørte til Mors fredag eftermiddag. Vi var lang tid om at køre til Mors, bl.a. pga. færdselsuheld på Fyn og ved Vejle Fjord Broen. Efter aftensmad (rugbrød med makrel), besigtigelse af målområdet, mv., gik vi i seng. Jeg havde min egen dyne og hovedpude med, men jeg kunne alligevel ikke sove ordentligt. Jeg sov ikke 1 time sammenhængende i løbet af natten, så jeg var ret træt, da mobilen vækkede os kl. 6 om morgenen. Efter morgenmaden (havregryn og rosiner med mælkepulver og vand på), færdigpakkede jeg mine egne depoter ved at blande energidrikken. Det tog næsten 1 time, så jeg fik ikke ligget ned igen inden starten kl. 9. Jeg var ret så spændt på løbet, så jeg havde det egentlig meget godt med at have noget konkret at lave i stedet for bare at ligge og spekulere.
Vi kom ud til startstedet, og spændingen tog af for mig – nu var det ’bare’ et normalt løb for mig. Det var en overraskelse for mig, at vi skulle løbe med en chip på skoen, men til gengæld uden GPS-sender. Mange nøjedes også med bare at køre chippen hen over måtten i starten, afleverede den til en hjælper, og fik den tilbage ved målet. Jeg havde troskyldigt taget min på skoen, og løb med den hele vejen. Den generede ikke undervejs, men gav en lidt irriterende lyd, når jeg trådte ned på den fod.
Vi blev sendt af sted. Vi skulle starte med at løbe omkring et par fodboldbaner, og så ud på vejene. De hurtigste løb hurtigt derudaf i et helt afsindigt tempo. Efter et par km. lå jeg, hvor jeg ville – bagerst. Her løb jeg sammen med Aage Klovn, brødrene Hornbech (de to eneste, der gennemførte i 2008), Per Hjort, m.fl. Jeg brugte dog lidt kortere tid i depoterne ved 5 og 10 km., og kom derfor lidt foran dem. Herefter løb jeg blot mit eget tempo.
Jeg blev meget overrasket over at overhale Rene ved ca. 14 km., hvor han gik op af en bakke, men besluttede mig for blot at fortsætte i et langsomt tempo, som passede til, hvordan jeg havde det på dagen. Det resulterede i, at jeg langsomt overhalede et par løbere – hvilket bekymrede mig en del. Jeg overvejede, om jeg mon løb for hurtigt, og at det ville straffe mig senere, men jeg var så godt løbende, at jeg fortsatte i uændret tempo. Der begyndte at komme lidt bakker, og dem gik jeg op af, men løb ellers hele tiden.
Ruten var virkeligt flot. Specielt lidt før 40 km., hvor man havde en storslået udsigt over Feggeklit og Limfjorden var helt fantastisk. Vejret var stort set perfekt. Solen bagte, men der var en lidt kølig vind, så jeg havde det rigtigt godt i mine korte ærmer (Adidas Powerweb t-shirt og indenunder en kortærmet Falke Athletic Cool undertrøje), 3/4 tights (Salomon XA Raid), lange kompressionsstrømper (Craft) og kasket (Adidas). Fra 40 til 45 km. kom rutens kedeligste del. Her skulle man løbe ud og tilbage af vejen til Feggesund – en helt flad strækning. Egentlig en flot vej, men den virkede alligevel dræbende kedelig. Positivt var det, at man kunne få hilst på de andre løbere på vej ud eller tilbage.
Jeg havde jo studeret ruten indgående, og jeg vidste, at efter 45 km. kom bakkerne for alvor. Den første var en laang bakke op, hvorefter man skulle dreje ned mod vandet, og løbe mellem et par molergrave af en græssti kraftigt ned af bakke til en gård. Det var den første af 4 små sløjfer, hvor man blev sendt hen over molerbakkerne ned til vandet og tilbage til øens ’indre’ – ondt lavet! Da jeg var forberedt på dem, havde jeg ingen problemer med blot at gå op af bakkerne. Jeg vidste jo, at jeg havde indregnet disse perioder med gang i min tidsplan, så jeg kunne bare gå og nyde den flotte natur og det gode vejr – skønt.
Ved 60 km. havde jeg lagt min MP3-afspiller, og den havde jeg så kørende resten af turen. Det meste af tiden havde jeg ikke høretelefonerne på, men når der kom et specielt godt løbenummer eller jeg havde brug for at blive distraheret fra løberiet, brugte jeg musikken som inspiration og energitilskud. Det virkede helt efter hensigten.
Rene og jeg havde løbet yo-yo sammen fra 40 til 55 km. Rene løb lidt hurtigere, men gik lidt mere, og jeg brugte lidt mere tid i depoterne. Lige inden 55 km. skulle jeg en tur i brændenælderne. Jeg troede så, at Rene var foran mig, og blev noget overrasket over at blive overhalet af Rene igen, da jeg stod og tog MP3-afspilleren på ved 60 km. Rene havde været i skoven lige efter mig – og var løbet forkert bagefter. Herefter så jeg først Rene igen ved 85 km.
Lige før 65 km. skulle man op af en rigtigt grov bakke. Man skulle fra havniveau op af en skov’sti’, bl.a. gennem et sted, hvor der lå en masse udsmattede mirabeller på græsset. Depotet lå så på toppen af bakken, 69 meter over havet. De grove bakker fortsatte frem til 80 km. depotet. Her stod et kamerahold fra TV Midt/Vest. På TV2-regionerne under TV Midt/Vest kan man den 19. september finde et klip fra løbet, hvor man bl.a. ser mig løbe ind til 80 km. depotet.
Jeg løb uden ur, så jeg kunne kun bedømme, hvor hurtigt jeg havde løbet, ud fra hvor højt solen stod på himlen. Jeg havde lagt min refleksvest i 80 km. depotet, idet jeg forventede at komme dertil lige før solnedgang kl. 19.16. Solen var imidlertid ikke på vej ned, da jeg kom dertil. Faktisk nåede jeg 85 km. depotet, hvor jeg skiftede tøj (og mødte Rene igen), inden solen begyndte at gå ned. Jeg var derfor mindst 5 km. foran min plan, og jeg følte mig stadig rigtigt godt løbende, og med friske ben. Fødderne havde det så godt, at jeg besluttede mig til ikke at skifte sko og strømper, hvorved jeg også sparede minimum 5 minutter (kompressionsstrømper er glimrende, men svære at få af og på, når man har løbet langt). Eneste negative ved dette var, at jeg havde det alt for varmt i løbejakken og refleksvest indtil solen gik ned, og at jeg måtte løbe med pandelampen, selvom der overhovedet ikke var brug for den endnu.
Ved 88 km. mødte jeg pludselig Peter Bøgevig, som sad i en bil. Dette var meget overraskende, da han ved 40 km. havde været over 5 km. længere fremme end mig. Han havde desværre en masse problemer med opkastning og kramper, men fortsatte efter et par minutter, og overhalede mig hurtigt. Han kommenterede, at han aldrig havde set mig så godt løbende før, og sådan havde jeg det heldigvis også selv, så det var fedt at høre fra så erfaren en ultraløber.
90 km. depotet kom uventet hurtigt – jeg blev helt overrasket over at være nået så langt, så hurtigt. Herefter begyndte det at blive så mørkt, at pandelampen måtte tændes for at være sikker på at kunne se skiltningen. På de lige stræk over åbne marker slukkede jeg imidlertid for lampen hele natten – jeg vidste jo, hvornår jeg skulle være opmærksom på retningsskift, så jeg kunne bare løbe og nyde den flotte stjernehimmel – vildt flot. Pandelampen (Petzl Myo RXP) fungerede i øvrigt perfekt. Den lyste rigtigt godt, batterierne holdt fint, og lampen sad så godt, at den ikke generede mig.
Jeg nåede frem til 100 km., og her fik jeg for første gang en tidsangivelse. Jeg havde løbet de første 100 km. (inkl. en masse grove bakker) på 12 timer og 17 minutter., og jeg følte mig stadig frisk og godt løbende – meget overraskende. Ifølge min plan skulle jeg først passere 100 km. efter ca. 13 timer og 20 minutter, så jeg var en time foran planen. Da jeg ifølge min plan kunne nå de 24 timer med nærmest gå-tempo (6 km./t.) efter de 100 km., så var jeg nu rimeligt sikker på, at jeg kunne komme i mål i en rigtigt god tid, medmindre jeg fik problemer med maven, løb forkert eller andet af den slags.
Lige efter 100 km. kom så det ene af de to tidspunkter, hvor jeg fik problemer med at finde vej. Jeg kunne huske, at man skulle løbe ned langs med vandet, og der var da også en pil malet på vejen, der pegede ned mod vandet, men der var også malet et kryds hen over pilen, og ingen anden markering derned af. Hvad skulle jeg nu? Alligevel løbe ned mod vandet, eller fortsætte af vejen? Sidevejen ned mod vandet lignede bare en indkørsel, og jeg kunne høre, at der stod en stor hund og gøede dernede, så jeg valgte at fortsætte af vejen. Det var åbenbart det rigtige. Efter kort tid så jeg i hvert fald igen markeringer, så jeg var alligevel på rette vej.
Depoterne var bemandet indtil kl. 23. Jeg nåede 110 km. depotet inden bestyrerne der gik hjem. De fortalte, at der lå et par løbere kort foran mig, og opfordrede mig til at forsøge at indhente dem. Den første af dem viste sig at være Peter Bøgevig. Han havde igen problemer, og satte sig ind i sin følgebil, da jeg passerede ham. Den anden passerede jeg ved 115 km. depotet. Det var tyskeren Carsten, som Rene på andre tidspunkter løb sammen med, og som er arrangør af et 100 miles løb ved Bremen.
Ved 120 km. havde jeg lagt endnu et sæt tøj og sko ud, men jeg valgte at løbe videre i det, som jeg havde på, da jeg ikke var specielt fugtig eller havde nogen problemer med tøjet. Jeg var begyndt at kunne mærke kilometerne, men det gik fortsat godt, og jeg kunne stadig løbe størstedelen af tiden. Jeg syntes dog, at der blev længere og længere mellem depoterne.
Mellem 130 og 135 km. depoterne var der en lang grusvej. Den var ubehagelig at løbe på, så der gik jeg en stor del af tiden. Man skulle herefter løbe ind i landet igen, efter at have fulgt kysten fra 88 km. Det betød nogle forholdsvist kedelige stræk, og motivationen gik lidt ned, hvilket betød, at jeg begyndte at gå mere af tiden. Det hjalp ikke, da jeg på et tidspunkt troede, at jeg var nået længere end jeg var, og fandt ud af fejltagelsen.
Jeg tror nok, at det var ved 135 km., at jeg mødte Martin – Renes kammerat, som var kommet kørende fra Horsens for at hjælpe Rene om natten. Jeg havde ikke set Rene siden 85 km., hvor han var løbet fra depotet lidt før mig, så jeg var overbevist om, at han var foran mig. Da jeg desuden syntes, at jeg havde gået en del, regnede jeg med, at Rene var op til 10 km. foran mig, hvilket jeg fortalte Martin, og sendte ham foran for at lede efter Rene. Han kom imidlertid kørende tilbage og fortalte, at han ikke havde fundet Rene, hvorefter han kørte tilbage af ruten for at se, om han alligevel lå bagude.
Jeg havde stadig min tidsplan i hovedet, og vidste, at solen skulle stå op kl. 6.54, hvor jeg ifølge planen skulle være ved ca. 148 km. Jeg løb derfor og kiggede efter lys på himlen som tegn på, om solen mon snart stod op. Himlen blev imidlertid ved med at være helt mørk, kun oplyst af lyset fra Nykøbing Mors. Det var ret opløftende.
Ved 149 km. skulle man ned i en ådal. Man løb på en grussti, der først faldt kraftigt, og herefter skulle man op af ådalen igen. Det var ret dræbende, men igen havde jeg godt set på kortet, at der ville være en kraftig bakke ned og op, så jeg satte bare fuldt blus på pandelampen, så jeg kunne se, hvor jeg trådte, og tog den med ro både på vej ned og op igen.
Da man kom op af ådalen, skulle man løbe forbi 150 km. depotet ned til Sallingsund, og så var man jo næsten hjemme! Det var så fedt at komme ned til vandet igen, og at kunne se Sallingsundbroen længere fremme. Jeg løb stille og roligt videre, med lidt gang ind i mellem. Himlen begyndte at blive en smule lysere, så jeg regnede med, at jeg måske ville kunne nå i mål lige efter solopgang.
Lige efter, at jeg havde passeret under Sallingsundbroen, så jeg, at der var en følgebil et par hundrede meter bag ved mig. Det viste sig at være Martin, som kørte og lyste for Rene. Rene passerede mig så ved ca. 154 km., og kort tid efter passerede tyskeren Carsten mig så også. Ærgeligt at blive passeret så kort før mål, men sådan var det – jeg havde slet ikke kræfter til at følge med i deres tempo.
Fra 155 km. kom man ind i Nykøbing Mors. Her mødte jeg en hjælper på cykel, men efter at have snakket lidt med ham, bad jeg ham om at køre videre, for jeg var meget træt, og ville hellere bare løbe alene.
Himlen begyndte at blive mere og mere rød, da jeg løb i Nykøbing. Jeg spekulerede på, om jeg mon ville kunne nå i mål lige inden solen stod op. Det ville i så fald betyde en sluttid på lige under 22 timer, dvs. 2 timer hurtigere end jeg havde sat mig for. De 24 timer var i forvejen en sluttid, som jeg anså for at være ret optimistisk, så udsigten til at komme i mål 2 timer før det, var helt fantastisk.
Ved havnen i Nykøbing blev jeg snydt af afmærkningen, ligesom Rene også blev det. Man skulle have fulgt vejen rundt, men vi tog en sti langs med vandet. Den sti var kun 2 – 300 meter længere end vejen, men det er altid surt at komme til at løbe for langt. Jeg løb nu konstant (men ganske langsomt).
Da jeg passerede 160 km. skiltet, gik det op for mig, at jeg faktisk ville gennemføre – og at jeg nok kom i mål inden solen stod op. Det var en fantastisk følelse, og jeg fik lidt mere fart i futterne. Det sidste stykke løb man langs med den østvendte kyst. Himlen var nu lys rød, men solen var ikke stået op. Det aller sidste stykke var der opsat en flagallé, og der var en portal ved målet. Bagved stod der en masse folk og klappede en i mål. Som sædvanligt fandt jeg den sidste energi frem, og spurtede i mål med hænderne over hovedet og det sædvanlige primalskrig – fed, fed, fed fornemmelse!
Jeg var kommet i mål som nummer 10 på 21 timer, 31 minutter og 55 sekunder. At jeg havde smidt 20 minutter i forhold til Rene og tyskeren på de sidste 7 kilometer var selvfølgelig ærgerligt, men sådan er det bare.
Set i forhold til min plan, var jeg kommet i mål 2 ½ time før planen. Jeg havde hentet 1 time på de første 100 km. og 1 ½ time på de sidste 60,9 km. i forhold til planen, og jeg kunne løbe hele vejen, så jeg er meget tilfreds med disponeringen af mit løb.
Efter et bad sad jeg og sov i en stol, men blev så vist hen til et værelse, hvor jeg fik ca. 1 ½ times dyb søvn. Det var slet ikke nok, men jeg ville jo gerne ud og se de sidste komme i mål. Af de 40 tilmeldte, var der 33 der startede. Af disse gennemførte de 21. Vinderen blev en ungarer, som løb på fantastiske 13 timer og 28 minutter og 16 sekunder – en forrygende tid på den rute!
Vi kørte hjem efter sejrsceremoni, selvom det altså ikke er særligt smart at køre så langt, efter sådan et døgns løb. Vi kom dog helskindet hjem. Jeg sov 12 timer natten efter, og havde et par stille feriedage uden løb.
8. CPH 6 hours
Dato: 24. oktober 2009
Løbstype: 6 timer
Resultat: 59,587 km.
Placering: 32. Nr. 27 blandt mændene. Antal gennemførende: 48, heraf 40 mænd
Beretning
6-timers løb er en rigtig god løbsform. Der er ikke det pres, som et normalt distanceløb har for, at man skal gennemføre en vis distance, for overhovedet at gennemføre løbet. I stedet kan man løbe så langt man kan – og hvis man har en dårlig dag, kan man nøjes med at løbe lidt kortere og alligevel gennemføre. Det gør det nemmere mentalt at give sig i kast med en lang distance – syntes jeg. Hvis man har lyst til at forsøge at løbe længere end maraton, så der det et rigtigt godt format at starte i.
Jakob og jeg deltog i CPH 6 hours run. Der var masser af kendte ansigter – at deltage i sådanne løb er efterhånden som at komme hjem.
Vejret var ikke så rart i starten – køligt, en let blæst og vedvarende regn – dog ikke særligt kraftig. Vi fik en let hue ved indskrivningen, og den var der en del, som løb med – specielt i starten. Efter 2 timer holdt det (næsten) op med at regne, og temperaturen var god at løbe i.
Ruten var på 2.221 m. på asfaltstier rundt om en kunstig sø imellem Vallensbæk og Albertslund. Der var en enkelt lille bitte stigning, og læ på det meste af ruten. Depotet var som sædvanligt perfekt – energidrik, vand, cola, kakaomælk (), peanuts, rosiner, saltlakrids, vingummi, banan, æble og andet.
Efter starten kom jeg til at løbe i en lille gruppe, hvor vi de første omgange løb på ca. 5:40/km. I gruppen var bl.a. Tom, som jeg havde mødt til 100 Miles løbet på Mors. Jeg slap gruppen efter 5 – 6 omgange, hvor jeg skulle på toilettet. Herefter løb jeg alene resten af løbet, og tilpassede tempoet til dagens form. Benene var ikke rigtigt med mig – de føltes slidte, og specielt skinnebenene var ikke rigtigt vågnet op på de første to omgange. Det bevirkede, at fødderne heller ikke var med, og i det hele taget kørte det ikke rigtigt de første par timer. Efter nogle omgange var jeg dog varmet op, og benene kom lidt mere med.
Der var mange, der løb rigtigt hurtigt (syntes jeg). Heriblandt en – Kenneth Munk – som satte ny danmarksrekord med 82,42 km. Han løb meget stabilt, og selvom der ikke var nogen i nærheden af ham, bortset fra Kim Hammerich de første par omgange, så løb han med et uforandret højt tempo hele vejen - imponerende.
De sidste par timer var jeg rimeligt godt kørende, og de sidste par omgange løb jeg med 5:30 – 5:40 / km., hvilket er hurtigt for mig. Løbet blev blæst af efter 6 timer, ved at der stod hjælpere 4 steder på ruten, som stod med synkroniserede ure og et lufthorn. De blæste et kort trut hvert sekund de sidste 10 sekunder, og så et langt trut, der signalerede, at man skulle blive stående, hvor man var kommet til. Da hornene lød efter 6 timer sagde mit Forerunner 60,1 km. Det passede dog ikke helt – jeg var nået 59.586,5 m. Mit mål havde været 58 – 60 km., så det var bestemt godkendt på en dag, hvor det ikke helt kørte de første 4 timer.
Der var ikke bademulighed – der var to baderum, men de var fyldt med møbler. Efter løbet var det derfor bare at trække noget tørt tøj på, og så få en kop varm kakao og noget lagkage (en af løberne havde fødselsdag) indtil præmieoverrækkelsen.
9. Grenå 6 timers
Dato: 21. november 2009
Løbstype: 6 timer
Resultat: 59,868 km.
Placering: 49. Nr. 44 blandt mændene. Antal gennemførte: 111 (93 mænd)
Beretning
|
|