|
Løbsberetninger fra ultraløb i 2010
På disse sider kan du finde løbsberetninger fra de ultraløb, som jeg har løbet i 2010.
Oversigt over ultramarathons
| # |
Dato |
Løb |
Tid / distance |
| 10 |
10-01-30 |
Endurance 24h, Espoo, Finland |
24 timer - 107,261 km. |
| 11 |
10-04-24 |
Copenhagen Ultramarathon |
60 km. - 06.19:24 |
| 12 |
10-06-13 |
Bornholm Ultramarathon 6-dage |
6 dage - 507,866 km. PR |
| 13 |
10-07-31 |
Swiss Alpine K78 |
78,5 km. - 10.28:43 PR |
| 14 |
10-10-16 |
Jyderupstien 50 km. |
50 km. - 5.17:19 PR |
| 15 |
10-10-30 |
CPH 6 Hours |
6 timer - 55,310 km. |
| 16 |
10-11-20 |
Grenå 6-timer |
6 timer - 57,954 km. |
10. Endurance 24h, Espoo, Finland
Dato: 30./31. januar 2010
Løbstype: 24 timer
Resultat: 107,261 km.
Placering: ?
Beretning
24 timer på en 390 meters bane i en finsk idrætshal - lydet det kedeligt? Det er det også!
Det var faktisk så kedeligt, at både Jakob og jeg, og de andre dansker havde mere end svært ved at tage os sammen til at løbe.
Jakob og jeg tog et fly fredag formiddag til Helsinki. Der var ingen problemer, og i lufthavnen i Helsinki mødte vi en af de andre danske løbere - Lars Uffe Hansen. Lars Uffe skulle løbe sit første 24 timers løb, var rigtigt godt forberedt, og havde et mål om at nå 200 km. Lars Uffe skulle bo på samme hotel som os, så vi tog en bus dertil sammen. Lidt senere var vi ude at spise på et lokalt pizzaria, hvor vi blev underholdt af en stangstiv svensker, som havde ekstremt meget lyst til at snakke med os. Han snakkede og snakkede. I starten var Lars-Uffe venlig, og lyttede til ham, men efterhånden som han blev ved, forsøgte vi at ignorere ham. Efter et stykke tid gik det vist op for ham, for han blev sur, og forbandede os langt væk.
Der lå en masse sne i Helsinki, og det var 14 graders frost. I nyhederne på tv fortalte de om, at færgerne til Sverige og Estland havde meget svært ved at komme frem - det er også en meget hård vinter i Finland. Det var de åbenbart klare over på hotellet, for de havde fyret meget op, så det var svært at få rumtemperaturen ned på et udholdeligt niveau, så vi kunne få sovet.
Om lørdagen fik vi en god omgang morgenmad, og så tog vi en taxa de ca. 1½ km. over til Esport Arena, hvor slaget skulle stå. Vi fik vores startnumre og en t-shirt (min blev dog væk i løbet af løbet), og fandt et bord, hvor vi kunne have vores depot. Lidt senere kom de andre danskere - Tina Christiansen, Rene Vang, Tom Kronborg, Thomas Steenberg, John Hornbech og Peter Bøgevig.
Løbet startede kl. 12. Banen var på 390 m. og bestod af en ellipseformet bane med en form for gummibelægning ovenpå betongulv. Banen lå på 1. sal af en stor idrætshal, hvor der var en række baner, som under løbet blev brugt til hockey, fodbold og basketball – mest af børn. Der var to bløde kurver pr. omgang, og to langsider. Den ene langside gik langs med de private depotborde, og havde det fælles depot for enden. Den anden langside gik langs med banerne, så man kunne løbe og kigge ned på aktiviteterne dernede. Ved den ene kurve var der et lille fitness-lokale, hvor man desværre ikke rigtigt kunne kigge ind. I den anden kurve var der en lille sportsbutik og et cafémiljø, hvor man tydeligt kunne lugte, at de brugte rigtigt meget friture.
Temperaturen var 20 – 21 grader, og luften var helt ekstremt tør. Det bevirkede, at man var nødt til at drikke helt vildt meget. Muligvis derfor var der utroligt mange, der blev syge undervejs, og stod og kastede op i skraldespandene. Der var også flere, der kollapsede, og blev kørt væk. En af dem kom desværre tilbage, og løb nogle omgange bagefter. Depotet var ok. Der var varm mad to gange (klæg pasta og smagsløs sovs), og en smagsløs havregrød til morgenmad.
Meget kort tid efter starten, begyndte jeg at kede mig. Jeg forsøgte desperat at forsøge at finde et interessant emne at tænke på, men jeg kunne ikke finde på noget. Da der blev spillet indendørs hockey i hallen, forsøgte jeg at huske hvad jeg kunne, af reglerne for indendørs hockey (spillede det ofte i gymnasiet) og forsøgte at følge de kampe, der blev spillet i hallen. Jeg kiggede ud af de store vinduer på den sneklædte parkeringsplads, lyttede til musik, mv., men jeg kunne ikke distrahere mig selv fra, at det var r*vsygt at løbe på den korte bane.
Jeg havde lagt meget langsomt ud – ca. 8,5 km/t., så jeg burde have kunnet løbe langt, inden jeg blev træt, men allerede efter 30 km, var jeg dødtræt. Det var primært mentalt – jeg havde ingen problemer med benene, eller andet. Peter Bøgevig udgik hurtigt pga. rygproblemer, Lars-Uffe fik problemer med skinnebenet, Thomas Steenberg fik næseblod, Jakob havde motivationsproblemer og John og Rene havde også problemer. Af danskerne var det derfor kun Tina, der så ud til at være ok løbende.
Jeg løb langsomt videre, og indlagde længere og længere perioder med gang for at spare på kræfterne, og for at skabe lidt afveksling. Jeg tog en 20 min. pause efter ca. 55 km., hvor jeg skiftede sko. På dette tidspunkt havde jeg helt opgivet mit primære mål om 175 km. – jeg havde simpelthen været så langsom, at det ikke ville være muligt for mig at nå de 175 km. Jeg nedskrev målet til 150 km., men også det mål så hurtigt urealistisk ud. Målet var herefter bare at blive på banen alle 24 timer, men selv det kunne jeg ikke klare – det var simpelthen for kedeligt! Jeg var desuden fuldstændigt drænet for energi – helt og aldeles bombet, og havde decideret svært ved at holde min bane.
Efter 100 km. fik jeg en gang massage af nakke og skuldre, og lagde mig 1½ time. Lige inden det sidste retningsskift (retningen blev skiftet hver 6. time) stod jeg op, og gik yderligere nogle runder. Efter 275 runder stoppede jeg helt, gik i bad, skiftede tøj og lagde mig til at sove igen. Den sidste time af løbet sad jeg og kiggede på, men var stadig så træt, at jeg ikke kunne engagere mig i løbet.
Tina og John holdt sig som de eneste danskere på banen stort set hele tiden. De tog dog også nogle lange pauser, og kom ikke op på mere end hhv. 139 og 141 km. Jakob fik 101 km., Thomas fik 117 km., Tom fik 86 km., Rene fik 77 km., Lars-Uffe fik 81 km. og Peter fik 36 km. Det var altså ikke nogle imponerende danske resultater. Nordmændene og japanerne løb rigtigt godt. På kvindesiden fik japaneren Inagaki Sumie en ny indendørs verdensrekord på 241,4269 km. – hun løb helt ekstremt godt – pløjede bare konstant derudaf med en stabil hastighed, og slog også alle mændene. På mandesiden vandt nordmanden Gjermund Sørstad med 226,9199 km. Han løb utroligt elegant, og med sine lange skridt så han ud som om, at han overhovedet ikke brugte nogen kræfter.
Efter løbet var der suppe. Peter Bøgevig skulle med samme fly som Jakob og jeg, og vi tog en taxi til lufthavnen inden præmieoverrækkelsen. Taxichaufføren kørte vist rundt med en rallykører indeni, som forsøgte at komme ud. I lufthavnen fik vi noget at spise, og sov lidt på nogle bænke. John stødte til – han skulle også med samme fly. Det var 30 – 40 min. forsinket pga. vintervejr i Kastrup. Flyet var ikke særligt fyldt, så vi kunne brede os godt.
Jakob og jeg kørte hjem til Falster. Der var der godt med sne. Efter at have sat Jakob af, kørte jeg hjem. Her ventede der en masse sne. Jeg blev derfor nødt til at skovle 1 time, før jeg havde fået parkeret bilen og var kommet indenfor.
Løbet var en skuffelse for mig. Der kommer til at gå lang tid, før jeg igen vil forsøge mig med et indendørs 24 timers løb - hvis nogensinde igen.
11. Copenhagen Ultramarathon, Vallensbæk
Dato: 24. april 2010
Løbstype: 60 km.
Resultat: 6 t. 19 min. 24 s.
Placering: 21 af 25 gennemførende mænd (27 startende) Nr. 22 af 28 gennemførende i alt (31 startende)
Beretning kommer
12. Bornholm Ultramarathon, 6-dage
Dato: 13. - 19. juni 2010
Løbstype: 6 dage
Resultat: 507,866 km.
Placering: 9
Overvejelser om at deltage i et 6-dages løb
Efter at have løbet en række maratons, 6-timers løb, 60 km. løb og 24 timers løb, besluttede jeg mig for at deltage i Tejn IF’s 6-dages løb i 2010. Beslutningen byggede på, at jeg ikke syntes, at min indstilling til løb egner sig særligt godt til de ’kortere’ distancer.
Jeg er lidt af en luksusløber, og vil gerne kunne tage tingene, som jeg har lyst til – dvs. at løbe når jeg har lyst til det, og så tage pause, når jeg har lyst til det. Det er der ikke rigtigt plads til, når man ’kun’ har eksempelvis 24 timer. Her koster det rigtigt meget, hvis man eksempelvis holder en 2 timers pause – så bliver det hurtigt svært at nå et godt resultat. Jeg håbede således, at den ekstra tid til et 6-dages løb ville passe mig godt.
Mentalt var jeg ikke i tvivl om, at et 6-dages løb ville blive hårdt. Det er rigtigt lang tid at skulle motivere sig til at holde sig i gang, og det er en stor udfordring mentalt. Dette er dog et punkt, hvor jeg mener, at jeg er relativt stærk, så jeg var ikke så bekymret for denne side af sagen.
Der, hvor jeg var meget usikker, var udfordringen for kroppen. Jeg havde ingen idé om, hvor stor udfordring for kroppen, et 6-dages løb ville være. Efter at jeg havde tilmeldt mig, hørte jeg flere løberes beretninger, og de var ikke særligt betryggende. Min indstilling inden løbets start var, at jeg måtte prøve mig frem og stoppe, hvis det skulle vise sig nødvendigt.
Forberedelser
Jeg har ikke haft så meget tid til træning op til løbet, som jeg havde kunnet bruge. Træningen har derfor ikke været så meget anderledes end op til et 24-timers løb, et 100-miles løb, eller lignende. Jeg har løbet 10 maratons og et 60-km. løb i de to måneder op til, foruden den almindelige træning. Den almindelige træning har jeg dog gennemført med en væsentlig højere intensitet end normalt, for at udnytte den tid jeg havde, så godt som muligt.
Udstyr til et 6-dages løb er et problem i sig selv. Jeg havde ingen hjælpere til løbet, hvorfor jeg forsøgte at have tøj nok til alle dagene, så jeg kunne undgå at skulle vaske tøj undervejs. Jeg har derfor forsøgt at forestille mig, hvor meget af hvert stykke tøj, jeg havde brug for i forskellige vejrsituationer, og har så været på storindkøb – mega dyrt, men nu har jeg rigtigt meget løbetøj, så jeg forhåbentlig ikke har brug for at købe ind igen foreløbig.
Mht. overnatning, så ville jeg undgå at skulle sove i telt. Alternativet var derfor umiddelbart at jeg lejede en hytte på Galløkken Camping, som 6-dages løbet holdes ved siden af. Det var imidlertid dyrt, og hytterne ligger nogle hundrede meter fra ruten, hvorfor jeg fandt en tredje løsning. Jeg ombyggede min bil, så jeg kunne sove i den.
Jeg har en lille Mitsubishi Colt, så der er ikke meget plads men bagsæderne kan tages ud, og passagersædet kan lægges ned. Jeg lavede en ramme, som hviler på passagersædet og tre stolper. Denne ramme skruede jeg en gammel lamelbund fast på. Med en springmadras ovenpå gav det en ganske god seng. Under sengen er der god plads til alt løbetøjet og –skoene. Desuden fandt jeg en lille kommode, hvor jeg kunne holde styr på alle de små ting som MP3-afspillere, vaseline, vitaminpiller, hue, handsker, mv. Herudover har jeg sat solafskærmning i alle ruderne, så indsyn og solen blev begrænset. Af hensyn til pladsen tog jeg et telt med, hvor jeg opbevarede det snavsede tøj, mv. Konceptet fungerer, og jeg er nu den stolte indehaver af verdens (sandsynligvis) eneste ”Colt Camper”.
Som generalprøve deltog jeg i double double maraton i Randers og Aars tre uger før 6-dages løbet. Her afprøvede jeg både det at løbe 85 km. to dage i træk, diverse løbetøj, løbesko og ikke mindst det at sove i bilen. Generelt fungerede tingene, som jeg havde håbet på.
Et par dage før 6-dages løbet fik jeg desværre problemer med ondt i brystkassen, let besvær med at trække vejret, kraftige hosteanfald og ophostning af slim. Bortset fra det havde jeg det imidlertid godt, og havde ingen feber, så jeg besluttede mig for alligevel at stille op til løbet. Hosteanfaldene fortsatte gennem hele løbet, men det kostede mig tilsyneladende kun noget nattesøvn – jeg havde ikke de store problemer med det, når jeg blev varm efter at have løbet lidt.
I ugen op til løbet pakkede jeg alt udstyr, opladte MP3-afspillere med strøm, musik og lydbøger, mv. Lørdag drog jeg så af sted. Jeg skulle med den langsomme færge fra Ystad kl. 18.45. Da jeg bestilte den færge, var jeg ikke klar over, at der skulle være broløb over Øresundsbron kl. 16, og at broen derfor blev afspærret fra 15.40 – 17.10. Derfor var jeg nødt til at tage tidligere af sted. Det var der rigtigt, rigtigt mange andre, der også havde gjort, hvorfor jeg røg ind i en enorm kø lige inden broen. Jeg var ved sidste afkørsel på Amager ca. kl. 15, men var først ved betalingsanlægget i Sverige ca. kl. 16. Herefter var der ingen problemer, og jeg kom til Ystad i rigelig tid til at få spist noget af det medbragte rugbrød. Ombord på færgen fik jeg igen noget at spise – en frituredryppende fiskefilet med frituredryppende pommes frites – ikke just den ideelle løbemad.
Om natten sov jeg på et hotel nord for Rønne, og fik en god morgenmad. Herefter var det hen til Galløkken, og få fundet et godt sted at opstille bilen og teltet. Det sted, som jeg havde udset mig, var optaget, så jeg fandt et andet sted lige ved ruten og vejen ned til campingpladsen. Der var fuldt skygge døgnet rundt, og det var tæt på både depotteltet og campingpladsen med bad. Desuden var toilettet tæt på, så det var helt perfekt. Jeg fik pakket ud, hentet nummer og chip, fik hilst på en række af de andre løbere, og skiftet til løbetøj.
Program
Jeg havde lagt et program for, hvor langt jeg skulle løbe hver dag. De første dage var det primært et spørgsmål om at begrænse mig selv, og herefter var det et spørgsmål om at have et mål som kunne opnås. Programmet lød på:
Søndag: 68 km., min. 65 km., maks. 75 km.
Mandag: 84 km., min. 75 km., maks. 85 km.
Tirsdag – fredag: 75 km.
Lørdag: 54 km.
Løbet
Søndag
Vejret var tørt, men overskyet, koldt (ca. 13 grader) og meget blæsende.
Søndag kl. 12 startede både 6-dages løbet, 6-timers løbet og det første af de syv maratons. Der var således ret stor spredning på den hastighed, som feltets løbere startede med. Jeg kendte stort set alle 7-marathon-løbere, så det krævede noget selvkontrol at lade være med at følge med dem i starten. Det er dog en af de ting, som jeg er god til – at find mit eget tempo og holde det uanset hvad de andre gør. Målet for søndagen lød på minimum 65 km., maksimalt 75 km.
Jeg startede med at løbe ca. 6.15 – 6.25 min./km., og indlagde ret hurtigt perioder med gang. Energien var der ingen problemer med, men jeg syntes godt nok, at der var langt igen at løbe. Faktisk løb jeg meget hurtigt ind i problemer med motivationen. Samtidig havde jeg fået en ganske voldsom hovedpine. Det bevirkede, at jeg allerede kort efter den første maraton-distance tillod mig selv en lang pause, hvor jeg lagde mig i ca. 2 timer.
Da jeg kom på banen igen var motivationen kommet lidt igen, og hovedpinen var blevet svagere. Jeg havde herefter ingen problemer med at nå dagens mål på 68 km. Da jeg gik i seng kl. 22.30 havde jeg 70 omgange, hvilket svarer til 72,24 km., men dagen var ikke særligt sjov. Det tog mig ca. 1 time at få taget bad, børstet tænder, WC, mv., så jeg lå i sengen ca. 23.30.
Det var ret svært at følge med i, hvordan de andre var løbende, hvad deres taktik var, etc. Jeg valgte hurtigt helt at lade være med at følge med i 6-timers løbet. 6-timers løberne var for mig bare nogen, der passerede i hurtigt tempo, men hvem der lå forrest, etc., det interesserede mig slet ikke. 7*maraton-løberne var flinke til at komme med opmuntrende kommentarer, men jeg var nok for fokuseret til at respondere særligt meget. Undskyld til jer.
Jeg var lidt overrasket over at se, hvor fornuftigt 6-dages løberne generelt set løb. De fleste løb faktisk lige så langsomt som mig, hvilket jeg ikke har haft indtrykket af, når jeg har set mellemtider fra andre 6-dages løb. Forskellen i starten var nok, at jeg gik tidligere i seng end de andre. Der var faktisk flere, som overhovedet ikke sov natten mellem søndag og mandag – og jeg ’sov’ i 7 timer. Jeg tror dog, at min beslutning om at tillade mig selv en reel omgang søvn (eller rettere hvile, for det blev ikke til meget søvn), var den helt rigtige for mig. Jeg har altid brug for forholdsvist meget søvn for at kunne fungere i hverdagen, og når der så kommer en masse løb og frisk luft oveni, så bliver søvnbehovet ikke just mindre.
Første nat i bilen var ikke særligt positiv. Jeg hev efter vejret hele natten, frøs det første stykke tid, og kom herefter til at svede voldsomt. De følgende nætter blev meget bedre, idet det blev noget varmere i vejret, og fordi jeg vænnede mig til at sove i bilen. Til gengæld gjorde benene ondt de følgende dage og nætter, når jeg lå ned – hele overfladen af benene og fødderne blev ultrafølsomme – sandsynligvis fordi de hævede, når jeg tog kompressionsstrømperne af.
Mandag
Jeg stod op ca. kl. 6.30, men før jeg havde fået tøj på, smurt vaseline de nødvendige steder, havde været på toilettet, spist morgenmad og børstet tænder, var klokken ca. 7.30 – jeg er altid lang tid om tingene om morgenen, og det er ikke anderledes til et 6-dages løb. Herefter gik jeg et par omgange, og startede så med at løbe nogenlunde samtidig med at marathonløberne kom på banen kl. 8.30.
Vejret var lidt bedre end dagen før. Det var stadig tørt men hovedsageligt overskyet, og der blæste stadig en kold vind ind fra Østersøen, men vinden var aftaget, og aftog yderligere i løbet af dagen.
Jeg primært løb, men gik også lidt indtil klokken var ca. 14. Herefter tog jeg 2-timers pause. Da vi vendte kl. 12, var jeg i alt nået præcist 100 omgange, dvs. 103,2 km. Det var fuldstændigt efter planen, men motivationsmæssigt var jeg igen langt nede, og sortsynet dominerede fuldstændigt. Det er ubehageligt, når man har det sådan – det føles som om, at der er trukket en sort hætte ned over hovedet, og man kan slet ikke tænke på noget positivt. Fokus ligger helt og aldeles på de negative ting. Sådan havde jeg det desværre hele mandagen.
Pausen midt på dagen hjalp slet ikke på motivation og psyken. Eftermiddagen gik i stor stil med at gå, og jeg kunne slet ikke nå det mål, som jeg havde haft for dagen. De sidste tre omgange om aftenen var et rent helvede, hvor jeg frøs, og dårligt kunne slæbe mig af sted. Jeg besluttede mig derfor for at stoppe allerede efter 70 omgange, 72,24 km., dvs. 144,48 km. sammenlagt. Da var klokken ca. 22.45. Jeg skulle have haft ca. 152 km., så jeg var ca. 7,5 km. bagud ift. planen.
Mine problemer var næsten udelukkende mentalt – jeg havde ingen problemer med energien eller benene. Det eneste reelle fysiske problem var, at jeg igen denne dag havde en kraftig hovedpine, men det plejer jeg at kunne ’se bort fra’ – det var ikke muligt denne dag.
Tirsdag
Tirsdag stod jeg op ca. kl. 7, og var igen ca. 1 time om at komme i gang, og startede med at løbe nogenlunde samtidig som marathonløberne. Jeg havde det nu bedre end søndag og mandag mht. motivation/psyke og mht. hovedpinen. Vejret var også blevet bedre. Der var nu solskin og svag vind.
Jeg begyndte at kunne lægge mærke til, hvad der skete omkring mig. 6-dages løberne brugte meget forskellige taktikker. Nogen sov / hvilede meget, lige som mig, mens andre tog meget korte pauser, og gik meget. De to førende, australske Martin Fryer og danske Lars Christophersen var rigtigt meget på banen, og løb meget. De lå på ca. 310 – 315 km., da jeg spiste morgenmad, dvs. at de var nået mere end dobbelt så langt som mig. Den slags sammenligninger foretog jeg dog slet ikke mens jeg løb – det er først her bagefter, at jeg kigger på det. Mens jeg løb, fokuserede jeg udelukkende på mit eget løb, og hvordan jeg havde det, og sammenlignede slet ikke mig selv med dem.
Australieren havde en rigtig god hjælper, Anth, som hele tiden kom med gode opmuntrende bemærkninger til os andre; ”Keep it up, Mate”, ”Great Patience”, etc. – det var alle tiders motivation. Flere af de andre 6-dages løbere, specielt tyske Jutta Jöhring, kom også med gode og sjove opmuntrende bemærkninger, og det samme gjorde 7*maraton-løberne. Den skadede ultraløber Brian, som støttede Lars, var også rigtig god til at opmuntre – tak skal I have alle sammen.
Tirsdagen forløb egentlig ret godt. Jeg nåede mit mål for dagen på 73 omgange, 75,336 km., men heller ikke mere. Jeg ville gerne have hentet lidt af det tabte fra mandagen, men jeg gik simpelthen for meget, til at jeg kunne nå det. Det meste af eftermiddagen gik jeg og lyttede til en lydbog, og den var lidt for spændende til at jeg ville lægge den, og få løbet i stedet for at gå. Jeg gik i seng ca. 22.45 med godt 220 km. på tavlen.
Denne dag havde jeg dog det problem, at mine fodsåler blev meget, meget ømme. Det var noget af en pine at gå de sidste mange kilometer. Jeg tror, at problemet skyldtes, at jeg denne dag løb / gik i et andet par sko end normalt. Denne dag havde jeg Asics Kayano 16 på, og støddæmpningen i de sko passer mig åbenbart en del mindre end de Nike Equalon, som jeg normalt løber i. Muligvis skyldes det, at støddæmpningen ikke virker, når man blot går, men kræver, at man løber – jeg ved det ikke, men jeg fik i hvert fald voldsomt ondt i fodsålerne denne dag, hvilket jeg ellers ikke havde de store problemer med.
Onsdag
Onsdag morgen stod jeg ret sent op, ca. kl. 7.30, og kom først i gang nogenlunde samtidig med at marathonløberne gik i gang kl. 8.30. Vejret var rigtigt godt – det var solrigt og tørt, vinden var svag og temperaturen nåede op på ca. 19 grader i løbet af dagen.
Jeg besluttede mig til at ændre min taktik, og løbe meget mere end jeg havde gjort søndag – tirsdag. Jeg syntes, at kilometerne havde taget mig alt for lang tid. For at nå noget mere, og for at få lidt mere tid til pauser, men også for at forbedre forholdene for fodsålerne, besluttede jeg mig derfor for at løbe hele formiddagen, og også så meget af eftermiddagen som muligt. Jeg holdt denne taktik, og det virkede glimrende.
Mit humør steg betragteligt denne dag, og jeg løb faktisk og nød at være der. Solen skinnede (om end det meste af ruten lå i skygge hele dagen), jeg havde alle tiders overskud, depotet var velforsynet, selskabet glimrende, og alt kørte bare. Jeg holdt min sædvanlige 2-timers pause om eftermiddagen, og kom ud igen i lige så godt humør, og kunne løbe videre. Både formiddag og eftermiddag var jeg i stand til at løbe i et konstant, lavt tempo helt uden at gå – fedt. Da jeg stoppede for dagen, havde jeg løbet 82 omgange, dvs. et dobbeltmarathon, og jeg følte stort set ikke, at kilometerne havde påvirket mig – fedt! I alt havde jeg nu 295 omgange, dvs. 304,44 km. Jeg var nu tilbage på planen – og en smule over.
Dagen gik desværre ikke nær så godt for den førende i 6-dages løbet, Martin Fryer. Han udgik pga. problemer med begge akillessener. Det var synd og skam, og faktisk også ærgerligt for Lars, som nu ikke længere havde Martin at kæmpe med.
Da jeg var kommet over i baderummet på campingpladsen, og havde taget tøjet af, fik jeg en særdeles ubehagelig overraskelse – jeg havde åbenbart forlagt mine 2-kroner, som jeg skulle bruge for at få et varmt bad. Jeg var derfor nødt til at tage et koldt bad – brrrrr!!! En ubehagelig afslutning på en ellers god dag. Jeg kan ikke huske, om det var Jesper eller Morten, som hjalp mig med at få byttet til 2-kroner om torsdagen, så jeg igen kunne få varme bade, men tak til rette vedkommende!
Torsdag
Torsdag var vejret igen godt, og jeg lagde ud på samme måde, som jeg havde om torsdagen. Det kørte bare hele formiddagen, og indtil jeg tog min eftermiddagspause.
Efter pausen begyndte jeg imidlertid at få problemer fysisk. Mentalt kørte det fortsat godt, men jeg begyndte nu at få problemer med min højre akillessene. Det var ikke noget voldsomt, og jeg var i stand til at fortsætte, men det bekymrede mig, og jeg valgte at begynde at gå lidt mere. Samtidig begyndte der at dukke diverse småproblemer op, og der var efterhånden ikke den muskel eller det led, som ikke ’gav lyd’ fra sig ind imellem.
Kl. 12 startede 48-timers løberne. Det var et lille felt, og de fleste løb ikke meget hurtigere end os andre, så det betød kun lidt mere selskab på ruten. Samtidig begyndte 24-timers løberne at dukke op, så der skulle hilses på, efterhånden som de dukkede op. Rene kom også lige før jeg tog min eftermiddagspause.
7*marathonløberne løb nærmest hurtigere og hurtigere dag for dag. Stephan satte PR om onsdagen (eller var det tirsdag), og Tor satte årsbedste. Jesper Hahn og Stormesteren kæmpede bravt om førstepladsen, og de løb hurtigere og hurtigere, men efterhånden med Jesper med overtaget – underholdende at følge.
6-dages løberne var svære at vurdere. Nogen gik næsten hele tiden, nogen lignede nærmest zombier, men mange løb ind i mellem og virkede som om, at de var i rigtigt godt humør. Specielt Jutta var de fleste dage en ren humørbombe – virkeligt dejligt, og meget opmuntrende.
Jeg gik forholdsvist tidligt i seng – jeg stoppede ca. kl. 22.15 efter 74 omgange (76,3 km. – jeg troede faktisk, at jeg kun havde løbet 73 omgange), hvorefter jeg havde 369 omgange, svarende til 380,8 km. Det blev ret koldt efter kl. 22, og de foregående dage havde de sidste omgange været sure at komme igennem, så jeg stoppede lidt tidligere, for så også at kunne stå tidligere op om morgenen.
Fredag / lørdag
Fredag startede jeg lidt tidligere end de andre dage. Om morgenen var der overskyet, og der gik rygter om, at der ville komme regn. Jeg mærkede én dråbe, og ellers holdt det tørt. Senere på dagen kom solen frem, og vejret var helt fint resten af dagen.
Igen fredag løb jeg hele formiddagen. Da 24 timers løberne kom på banen kl. 12 havde jeg 401 omgange, dvs. 413 km. Der var en del 24-timers løbere, og mange af dem løb ret hurtigt. René så ud til at løbe godt og stabilt, men generelt kunne jeg ikke følge med i, hvem der lå i hvilken position.
Jeg følte mig efterhånden ret så slidt. Akillessenen brokkede sig en del, og resten af kroppen ville heller ikke rigtigt mere. For at spare på akillessenen besluttede jeg mig for at gå mere, men det var den forkerte beslutning. Når man går, bliver akillessenen strukket mere end når man løber. Jeg begyndte derfor at løbe det meste af tiden igen. Jeg blev ved indtil retningsvendingen ved midnat. Herefter tog jeg et 2-timers hvil. På det tidspunkt manglede jeg ca. 35 – 40 km. i at nå mit mål om 500 eller 506 km.
Med ca. 10 timer tilbage og kun 35 – 40 km. tilbage, virkede det som ret overkommeligt. Jeg var derfor ikke meget i tvivl om, at jeg nok skulle kunne nå det. Energien var der fortsat, men kroppen sagde i den grad fra. Alt gjorde ondt. Akillessenen brokkede sig ikke så meget mere, men til gengæld gjorde det nu særdeles ondt nederst på skinnebenet – sandsynligvis der, hvor de(n) øvre fodsene er hæftet på skinnebenet. Hver gang jeg forsøgte mig med at løbe, gjorde det i den grad naller. Jeg måtte derfor bide i det sure æble og indstille mig på, at jeg var nødt til at gå resten af tiden.
I starten kunne jeg gå med 5 – 6 km/t., men efterhånden forsvandt energien fuldstændigt, og jeg mistede helt evnen til at gå med en acceptabel hastighed. Jeg var efterhånden så træt, at jeg var helt ude af stand til at svare, når nogen sagde noget til mig, og følelserne fik helt overtaget. Jeg gik og var ved at tude en stor del af tiden – dels fordi det var så hårdt, og dels af glæde, når jeg forestillede mig hvordan jeg ville have det, når målet var nået.
Jeg forsøgte lidt at følge med i, hvordan Rene klarede sig. Når jeg kiggede efter, lå han på 3. pladsen, og han så ud til at løbe konstant og koncentreret – rigtigt flot! Ellers fulgte jeg ikke meget med, men kunne dog følge de tre førende 24-timers kvinder. Her skiftedes Mette Pilgaard, Anne-Dorthe Mahato og folketingsmedlem og ultraløbsdebutant Anne Marie Geisler Andersen om at føre. Anne Marie gjorde det helt fantastisk, og var virkelig en fornøjelse at følge. Det endte med, at Anne Marie vandt løbet i fantastiske 200 km. 208 meter – flot, flot, flot!!! Mette blev dog danmarksmester, idet Anne Marie ikke er medlem af en klub under DAF, men ’blot’ stillede op for at støtte Sind.
De sidste timer gik med at kæmpe mig op imod og over de 500 km. Det var virkeligt en kamp. Jeg gik 2 – 3 km/t., og hvert skridt var en prøvelse. Jeg forsøgte mig gang på gang at komme i gang igen med at løbe, men hver gang måtte jeg stoppe igen med det samme, da det gjorde alt for ondt. Jeg havde nu store problemer med min højre storetå, som konstant føltes som om, at den blev presset op imod skoen, hvilket den da også gjorde. Det tog mig et par timer og et skoskift før jeg opdagede, hvad problemet var. Problemet var, at anklen og akillessenen var svulmet kraftigt op, og det pressede resten af foden fremad, hvorfor der ikke længere var plads til storetåen.
Da jeg opdagede det, var der ca. 45 min. tilbage af løbet, og så vidt jeg vidste, var jeg nu nået op på mit mål. For at skåne akillessenen, besluttede jeg mig derfor for at stoppe. Jeg kæmpede mig tilbage til min bil. Da var der ca. 35 min. tilbage. Jeg flyttede min stol ud til siden af ruten og fandt et tæppe og en liter kakaomælk frem, og satte mig med foden oppe på en anden stol, og ventede på, at løbet blev overstået. De fleste løbere så ud til, at de var lettede over, at det nu var ved at være overstået. En hel del løb stadig, heriblandt Rene, men et par andre løbere satte sig ved ruten, ligesom mig.
Efter løbet
Kl. 12 var det hele overstået. Der gik ikke lang tid, før vi blev målt op, men jeg kendte ikke min endelige distance. Det var imidlertid også ret ligegyldigt for mig på det tidspunkt. Det vigtigste var, at nu var det overstået, og at jeg var ret tilfreds med, hvordan jeg havde gennemført løbet.
Nu var problemet, hvordan jeg kom videre. Jeg sad i min stol og småfrøs, men jeg kunne simpelthen ikke beslutte mig for, hvad jeg nu skulle. Skulle jeg lægge mig i min bil og få lidt hvile – nej, der var for mange mennesker omkring bilen, og jeg var bange for ikke at kunne komme op igen til sejrsceremonien kl. 14. Skulle jeg så gå over til campingpladsen og få mig et bad – nej, for der var nok en masse andre, der ville have et bad lige nu, så hellere vente lidt. Skulle jeg så begynde at pakke sammen, eller noget fjerde? Jeg kunne ikke beslutte mig, så jeg sad der bare ca. 1 time, indtil jeg fik rejst mig, og begyndte at pakke sammen. Inden sejrsceremonien kl. 14 fik jeg pakket det meste sammen.
Kl. 14 gik jeg over til campingpladsen, hvor der var en stor plads, hvor ceremonien blev afholdt. Først blev 6-dages løberne kaldt op. Lars vandt med 791,52 km., fulgt af Rene Vang Hansen med 658,392 km. (flot kommet tilbage efter alvorlige kriser de første dage) og med Steen Michelsen på 3. pladsen med 627,465 km. Vi andre blev også kaldt op, og fik et diplom og en statuette. Det viste sig, at jeg var kommet 507,866 km., dvs. 1,5 km. længere end mit mål om 12*maraton, så det er bestemt godkendt.
På kvindesiden vandt australske Sarah Barnett med 677,447 km. Hun var en fornøjelse at følge, hele løbet igennem. Hun udstrålede hele tiden en ro og glæde, som var fascinerende at se. Christine Schröder blev nr. 2 med meget imponerende 583,231 km. Hun var på banen stort set hele tiden, og enten gik eller løb roligt. Barbara Becker blev nr. 3 med 573,815 km. Hun var også på banen en meget stor del af tiden. Jutta Jöhring blev nr. 4 med 562,622 km. Hun var simpelthen 6-dages løbets lyspunkt – konstant klar med en sjov bemærkning eller et sjovt ansigtsudtryk, og hele tiden opmærksom på, hvordan man havde det. Tusinde tak for hjælpen, Jutta! Både Christine, Barbara og Jutta lavede PR.
I 48 timers løbet vandt islandske Gunnlaugur Juliusson i overbevisende stil med 352,027 km., hvilket var næsten 75 km. længere end nr. 2. Der var kun en kvinde i 48 timers løbet, så hun vandt også suverænt ;-)
24 timers løbet blev vundet af den australske ’hjælper’ Anth Courtney med 219,410 km. Han var egentlig bare på Bornholm som hjælper for Martin Fryer, men da Martin udgik af 6-dages løbet, stillede Anth op til 24-timers løbet – og vandt!
Leon Skriver Hansen vandt DM med 204,336 km. foran Rene, som løb 201,370 km., hvilket var en forbedring af PR på godt 50 km. – det er altså godkendt! Nr. 3 blev Claus Lyngberg med 192,995 km.
Jeg har allerede skrevet om kvindesiden på 24-timer, men vil gerne lige give en ekstra rose til Anne Marie Geisler Andersen – det er altså helt fantastisk løbet.
Efter sejrsceremonien var der grillfest, men inden da gik jeg i bad – uha, det var tiltrængt. Lige da jeg skulle til at gå fra grillfesten begyndte det at regne – meget venligt af vejret at vente med regnvejret til efter at løbet var helt overstået. Vi havde været helt fantastisk heldige med vejret undervejs. Det måtte gerne have været varmere, men det vigtigste var, at det holdt tørt hele tiden. Det er nok en af årsagerne til, at jeg ikke fik en eneste vabel – 507 km. uden en vabel!!!
Jeg fik pakket det sidste sammen, og fik hjælp til at pakke mit pop-up telt sammen. Nu var bilen fyldt, så jeg kunne ikke lægge mig der og få noget søvn. Min færge skulle først sejle kl. 23.30, og jeg kunne nok først komme ombord ca. kl. 22. Jeg trængte til at se noget andet end ruten og campingpladsen, så jeg kørte lidt rundt om Rønne, forbi Almegårds kaserne, hvor jeg var fodtudse og til en lille P-plads, hvor jeg sad et par timer og småsov. Herefter kørte jeg ned til Rønne og købte en pizza, som jeg spiste med udsigt over vandet, hvorefter jeg kørte ned til færgekøen.
Jeg kom ombord på færgen, hvor jeg til min store og positive overraskelse fik alle tiders kahyt. Jeg havde ventet et lille bitte rum uden koøje, men kahytten var ganske stor med et vindue og eget toilet og bad – fantastisk for 157 kr.
I kahytten fik jeg mulighed for at tage et nærmere kig på fødder og ben. Hele højre underben og fod var nu voldsomt hævet. Der løb væske ned af benet og foden fra blærer på underbenet, så det var rigtigt hyggeligt. Venstre fod var helt lilla på både over- og underside, men resten af benet så ok ud. Det gjorde voldsomt ondt, når jeg strakte eller bøjede højre fod. Bortset fra det, havde jeg det fint, men var meget træt. Heldigvis fik jeg en god nats søvn på færgen.
Søndag kom jeg hjem uden uheld. Inden jeg spiste morgenmad, søndag morgen, gik jeg på vægten. Den viste nu 69,2 kg. Lørdag morgen inden jeg tog af sted til Bornholm, havde jeg vejet 73,9 kg. Dvs. et vægttab på 4,7 kg. Sådan et 6-dages løb er altså en effektiv slankekur! Nå, jeg begyndte straks at forsøge at indhente det tabte.
I skrivende stund, tirsdag eftermiddag, gør det stadig ondt, når jeg skal strække eller bøje højre fod. Jeg har endnu ikke prøvet at løbe, men vil nok forsøge mig med en kort tur i morgen.
Evaluering
Vil jeg gøre det igen? Nej. Det var en god oplevelse, og jeg er glad for, at jeg gjorde det, men det er simpelthen for stor en belastning for kroppen. 6 dage + rejse, mv. er også meget lang tid at rive ud af kalenderen, for ikke at tale om forberedelserne. Alt i alt bevirker det, at jeg vil lade det blive ved det ene 6 dages løb.
Tusinde tak til Tejn IF for et helt fantastisk løb. Alt kørte rigtigt godt, depotet var glimrende, maden god og hjælperne fantastiske og ydede alle tiders indsats. Tusinde tak!
PS: Eftervirkningerne fra 6-dages løbet varede ca. 1 måned, hvor imunforsvaret var klart reduceret med en række forkølelser, influenza og halsbetændelse som følge, foruden at hosten, der startede før løbet, varede ved i mere end 6 uger. Muskler, led og sener kom sig imidlertid rimeligt hurtigt.
13. Swiss Alpine K78, Davos, Schweiz
Dato: 31. juli 2010
Løbstype: 78,5 km. bjergløb
Resultat: 10 t. 28 min. 43 s.
Placering: 772 af 1232 gennemførende mænd. Nr. 899 af 1484 gennemførende i alt.
Et bjergløb – hvor forskelligt fra et ’normalt’ løb er det mon? Joo – der er bestemt visse forskelle!
Swiss Alpine foregår i alperne omkring Davos i det østlige Schweiz. 2010 var løbets 25-års jubilæum, og der var løb på distancerne 11, 21, 31, 42,2 (2 forskellige) og 78,5 km. Fra Sydhavsøerne deltog Peter, Morten, Jakob, Rene og jeg på 78,5 km. distancen, og Brian deltog på den hårde 42,2 km. distance.
Jakob, Rene og jeg tog til Schweiz torsdag, hvor løbet skulle foregå lørdag. Vi tog af sted kl. lige efter sengetid, hvor vi blev kørt til lufthavnen af Verdens Bedste Depotbestyrer, Martin. Tusinde tak! Efter to flyveture (vi ville spare, så vi tog en rejse med mellemlanding både ud og hjem – dårlig beslutning) og tre togture kom vi frem til Davos ca. kl. 14. Under togturen havde vi set hvordan bjergene tårnede sig op, højere og højere, og havde derved fået forvarsel om, hvad der ventede os.
Morten og Peter var allerede kommet frem til Davos, og boede på det hotel, som vi også skulle bo på. Efter at vi havde hentet vores startnumre, mv., fik vi kontakt med dem.
Morten, Peter og jeg havde valgt at tage den tidlige start kl. 6, hvorved vi ville have 14 timer til at gennemføre løbet. Starten gik ellers kl. 8. Torsdag aften snakkede vi meget om, hvorvidt vi havde valgt den rigtige start. Problemet var dels, at der var nogle tidsgrænser for, hvor tidligt man måtte komme til hhv. Filisur (31 km.) og Keschhütte (52,9 km.), og dels ville man komme til at blive overhalet af alle de hurtige løbere. Stierne oppe på bjerget er så smalle, at man ville skulle stoppe op hver gang. Det var dog tidsgrænserne, specielt den første i Filisur, som afgjorde, at vi valgte om, og i stedet ville starte kl. 8.
Fredag formiddag gik vi derfor til sportsmessen for at få ændret starttid. Det var imidlertid noget bureaukratisk. Vi kunne ikke bare få ændret starttid, men var nødt til at aflevere vores startnummer, og få et nyt, uden vort navn på. Chippen skulle imidlertid ikke ændres, hvorfor vi var noget nervøse for, om vi ville få registreret vores tid rigtigt, men det viste sig, at der ikke var nogen problemer med det.
Efter omregistreringen tog vi en tur med svævebanen op til Jakobshorn (2.590 m.). Desværre var der mange skyer, men vi fik en forsmag på, hvordan der er oppe i den højde, som vi skulle løbe i dagen efter. Termometeret ved svævebanen viste 0 grader, om end det ikke føltes helt så koldt.
Om aftenen var der fest i Davos. Hovedgaden var spærret af, og der var en masse boder, der solgte kager, mv., herunder øl, der var nedkølet ved hjælp af sne, der var hentet fra gletchere – en skæg detalje.
Lørdag var løbsdag. Vi startede med morgenmad på hotellet, og ½ time før løbsstart gik vi ned til starten. Jeg havde valgt at løbe i fangedragten fra Horsens Fængsels Marathon. Der var masser af tilråb og latterbrøl, når jeg kom forbi. ”Guck mal – ein hübsches Straffi!” hørte jeg mange gange fra tilskuerne. Mange af deltagerne grinte også af mig, og spurgte hvor jeg havde gjort af kuglen, mv. Jeg så ikke andre, der var udklædte. Udklædningen var med til at gøre mit løb til en god oplevelse.
Vejret var rigtigt godt, dvs. kun få skyer og ca. 8 grader fra starten. Senere blev det helt skyfrit, og det var bestemt ikke for koldt på noget tidspunkt.
Starten gik. Jeg stod meget langt tilbage i feltet, så der gik et stykke tid før jeg passerede startlinien, da der var ca. 1.800 løbere på K78 foruden en masse løbere på distancerne C42 og K31. K78 deler rute med K31 og C42 frem til Filisur, hvor K31 har mål, og hvor C42 drejer fra. Der var derfor noget trængsel på stierne frem til Filisur, men jeg syntes nu ikke, at det gav særligt store problemer i den tunge ende af feltet, hvor jeg løb.
De første par km. efter start løber man gennem Davos. Herefter løb man i lang tid parallelt med en flod. På højdeprofilen så denne strækning ganske flad og nem ud, MEN det var slet ikke tilfældet. Der var rigtigt mange ret grove stigninger og fald, så det var bestemt ikke nogen ’transportstrækning’, som jeg mere eller mindre havde forventet. Strækningen gik meget gennem skov, men der var rigtigt mange flotte kig ud over floden, til bjergene, mv., foruden at man løb gennem et par idyliske landsbyer.
På denne del af strækningen skulle man også løbe over en jernbanebro over en slugt, hvor der var plads til at løbe enkeltvis på et underlag af jernriste med udsigt ned til floden et godt stykke under en. Jeg var glad for, at jeg ikke lider af højdeskræk. Mens vi løb på viadukten hang der to helikoptere og filmede os.
Lige efter K31 målet i Filisur nåede man rutens laveste punkt i 1.019 m. højde. Herefter gik det op ad de næste ca. 21 km. til Keschhütte, som ligger i 2.632 m. højde, dvs. ca. 7,7 % stigning i gennemsnit over 21 km.! Det lyder vildt, men det føltes endnu vildere. Jeg havde simpelthen ikke kunnet forestillet mig, hvor hårdt det ville blive.
Frem til Bergün (start K42) gik ruten fortrinsvis af en asfaltvej som steg jævnt meget længe. Stigningen var det meste af tiden lige netop så stor, at jeg bedømte, at det bedre ville kunne betale sig for mig at gå, frem for at løbe. Jeg havde ellers forventet, at jeg kunne løbe langsomt her. Solen stod på, og det var ret varmt, men det var et virkeligt flot stykke, hvor man et langt stykke løb (gik) langs med en kløft.
Efter Bergün fortsatte stigningerne, men nu løb man primært på grusveje og mindre stier. Der var nogle steder med meget stejle stigninger, men også stræk, hvor stigningen kun var moderat, så man kunne få løbet lidt. Der var flere steder, hvor vand fra vandløb blev opsamlet i store kar ved siden af stien, så man kunne dyppe kasketten og blive lidt afkølet.
Lige efter depotet i Chants begyndte stigningen for alvor. Man løb (gik) først op af en serpentinersti med en kraftig stigning, men herefter kom man ind på en smal sti, som nærmest virkede som om, at man skulle gå op af en mur. Man var nu så højt oppe, at den tynde luft kunne mærkes, og det var rigtigt svært bare at gå i lavt tempo. Stigningsgraden var 24 %, og det er altså noget, der kan mærkes. De fleste måtte ind imellem stå stille og få vejret. Flere fik krampe, og jeg måtte 5 – 6 gange spørge folk, om de var OK, fordi de stod stille og så meget udmattede ud. Jeg måtte selv stå og ’nyde udsigten’ én gang. Selv om jeg ikke gik mere end 3 – 4 km/t., overhalede jeg en del på denne strækning.
Efter lang, lang tid blev stigningen en del mindre. Nu var vi efterhånden over trægrænsen, og udsigten var helt og aldeles fantastisk – den tog simpelthen vejret fra en (eller var det højden?). Jeg gik langsomt, men sikkert op mod Keschhütte. Ved et vandtrug ca. 2 km. fra Keschhütte stod Peter og var helt løbet tør for energi. Jeg snakkede lidt med ham, og efter at være blevet rimeligt overbevist om, at jeg ikke kunne hjælpe med noget, gik jeg videre.
At nå toppen ved Keschhütte var en lille sejr i sig selv. Jeg satte mig på toppen og snørede skoen hårdere, så tæerne ikke ville ramme skosnuden under nedløbet – det virkede fint. Herefter begyndte jeg på nedløbet fra Kesch.
Jeg kom hurtigt ind i en god rytme, hvor jeg løb ganske hurtigt det korte stykke ned fra Keschhütte, og alle de steder, hvor der var frit løb, var jeg i stand til at løbe med en pæn hastighed. De teknisk vanskelige stier, hvor man hele tiden skulle hoppe mellem sten, hen over små vandløb, vælge den rigtige rute over løse sten, mv., passede mig rigtigt godt. På det første stykke var der også så god plads, så jeg sjældent var nødt til at vente på, at langsommere løbere gav plads. Jeg havde nu indhentet de langsomste K42 løbere, men de var gode til at give os andre plads, og de to distancers ruter deltes desuden, så K42 gik nede i en dal, mens K78 højere oppe gik på siden af et bjerg.
Efter et lille stykke skulle man løbe på siden af et bjerg. Stien var meget smal med et brat fald på højre side, så når man skulle passere langsommere løbere, skulle man passe meget på. Det kunne reelt set kun ske, når de langsommere løbere standsede og lod en passere. Der var en fantastisk udsigt, men jeg var for optaget af at kigge ned på stien og lade være med at vælte, til at jeg rigtigt kunne nyde udsigten.
På trods af højden var jeg i stand til at løbe hele tiden, når der ikke lige var nogen foran mig på stien. På et tidspunkt var der en længere kø på stien. Det viste sig at være en blind (!) løber med en hjælper med et tov imellem sig, som gik foran.
Lidt før Scalettapas mødtes K42 og K78 igen. Der var derfor noget flere løbere herfra, og det var sværere at komme til at løbe. På toppen af Scalettapas stod en læge og gav high-fives som en kontrol af, om man var i orden inden nedløbet.
Jeg begyndte med det samme på nedløbet. Fra starten løb jeg hurtigt, og blev så overhalet af en løber med en Finisher K78-trøje på, der så ud til at vide, hvad han gjorde. Jeg lagde mig i kølvandet på ham, og vi løb meget hurtigt nedaf på det meget vanskelige underlag. Lidt efter blev vi så overhalet af en gammel mand med stort, krøllet, gråt hår, som løb endnu hurtigere. Han havde også en Finisher K78-trøje på, og hans tempo passede mig endnu bedre. Jeg lagde mig derfor i kølvandet på ham, og nu gik det i et vanvittigt tempo nedad.
Vi var næsten kommet ned fra passet, da den gamle mand faldt. Han rejste sig imidlertid hurtigt igen, og løb videre, og jeg fulgte efter, men nu lidt langsommere.
Lidt efter passerede vi 5 løbere på et ret bredt sted på stien. De trak ud til hver side, så der var plads til at løbe imellem dem. Det gjorde jeg så, men min højre fod ramte en sten, og jeg kunne ikke nå at få højre ben langt nok frem, så jeg fløj fremad uden mulighed for at undgå at falde. Det gik så hurtigt, at jeg heller ikke nåede at lave et rullefald, så jeg ramte jorden med hele forkroppen. Kroppen ramte jorden med så stor kraft, at hovedet også ramte jorden, selvom jeg gjorde alt for at undgå det. Heldigvis var slaget ikke særligt hårdt.
Så snart faldet standsede, og jeg havde sikret mig, at jeg ikke var kommet noget særligt til, sprang jeg op, og løb videre, mens jeg sagde til dem, der havde set faldet, at jeg var OK. Jeg havde blod og en masse grus i munden, men tænderne føltes hele. Brillerne var fyldt med grus, men var hele. Knæene føltes noget forslåede, men ikke skadede. Herudover havde jeg en masse skrammer på arme, ben og skuldre. Storetåen på højre fod gjorde meget ondt, men jeg var i stand til at løbe / humpe videre til depotet i Dürrboden for foden af bjerget.
I depotet i Dürrboden var der samaritter, men jeg valgte at lade være med at bede dem om at kigge på mig, da jeg var overbevist om, at de så ikke ville lade mig fortsætte. I stedet tog jeg en våd svamp, og vaskede det værste skidt fra sårene. Jeg havde sår på begge læber, ret kraftige hudafskrabninger på overlæben, samt mindre skrammer på hænder, arme, skulder og knæ foruden blå mærker over det meste af overkroppen og lårene. Fortænderne var blevet trykket lidt ind, men de var ikke løse, og der var ikke slået noget af dem.
Jeg gik ud fra depotet, men var hurtigt nødt til at sætte mig og løsne skoen, da højre storetå gjorde meget ondt. Herefter var jeg i stand til at humpe videre. Det gjorde ondt, men jeg var i stand til at bevæge mig mod målet, og det var det vigtigste for mig på det tidspunkt. Det næste stykke var jeg flere gange nødt til at forsøge at snøre skoen om, så tåen gjorde mindre ondt. Jeg var ret sikker på, at tåen ikke var brækket, men om den var forstuvet eller blot forslået, var jeg ikke klar over. Jeg turde ikke tage strømpen af, da jeg løb med en stram kompressionsstrømpe, og det ville være helvede at få strømpen på igen over en medtaget tå. Jeg kunne dog konstatere, at strømpetåen var blodig.
Efter et stykke tid kom Peter op til mig, og spurgte mig om, hvad der var sket, og muntrede mig lidt op. Han løb herefter videre, og jeg så ham ikke igen før i mål. Jeg begyndte så småt at løbe lidt, men gik op ad de små stigninger der var på vej ned gennem dalen mod Davos. Jeg fandt efterhånden en metode med at løbe på siden af foden, så storetåen ikke blev brugt, og en rytme, hvor jeg kunne løbe langsomt, uden at det gjorde for ondt. Herved kom jeg tættere og tættere på målet.
Turen ned gennem dalen (Dischma?) var meget smuk. Der var meget frodigt og fredeligt, man løb langs med en bred bæk og bjergene rejste sig på begge sider. Jo længere man kom ned mod Davos, jo flere huse kom der. Ved depoterne kommenterede hjælperne mit udseende – et par af dem så lettere chokerede ud, så jeg har nok ikke været særligt pæn at se på.
Et par kilometer før Davos førte ruten op af en skrap stigning ind i skoven. Her mødtes man med K21 / Walk ruten, og der var rigtigt mange, der gik med vandrestave. De fyldte en god del af stien, men var flinke til at træde til side, når man kom bagfra.
Efter et kort stræk i skoven, førte ruten kraftigt ned af bakke til Davos. Man løb over floden og under jernbanen, hvorefter der var en kort stigning op til vejen hen til stadion. Der var masser af tilskuer inde på stadion, og jeg satte spurten ind. Jeg løb over målstregen med hænderne over hovedet mens jeg råbte. Lige efter målstregen stod Peter, og ude til siden stod de andre ’drenge’. Peter var kommet i mål et par minutter før mig. Jeg var fuldstændigt løbet tør for luft efter spurten, og kunne slet ikke få vejret i den forholdsvist tynde luft (1.560 m. over havet), så jeg måtte stå et lille stykke tid og gispe efter vejret, mens jeg klamrede mig til rækværket.
Rene havde gennemført på 9:12, Jakob på 9:37, Morten på 10:03, mens Peter og jeg begge fik en netto-tid på 10:28. Det var rigtigt gode tider af alle, og specielt imponerende af Morten og Peter, som aldrig har løbet så langt før – og så i bjerge!!! På K42 løb Brian på 6:37.
Jeg havde kvalme efter løbet, så jeg tog kun et krus energite i målområdet, hvorefter Peter og jeg forsøgte at få vores medalje og finisher-jakke. Det tog en kvart krig, pga. meget dårlig organisering – egentligt løbets eneste dårlige træk. Endelig lykkedes det, og jeg kom ud af målområdet, men nu kunne jeg ikke finde de andre. Jeg satte mig, tog skoene af og fik slappet lidt af. Efter et stykke tid besluttede jeg mig for at gå tilbage til hotellet, men da jeg rejse mig og gik lidt rundt, fik jeg øje på de andre. Vi gik herefter tilbage til hotellet.
Jeg havde stadig kvalme, var træt og i dårligt humør, så jeg ville ikke med de andre ud at spise. Jeg blev på mit værelse og vaskede mine sår, og gik så i seng uden at have fået noget at spise og uden at have fået et bad efter løbet, men jeg ville bare sove. Efter et par urolige timers søvn stod jeg op, og spiste nogle havregryn, som jeg havde haft med, pga. den forventede tidlige start. Desuden drak jeg en cola minibaren (i øvrigt var der gratis minibar – det har jeg aldrig været ude for før!). Efter have børstet tænder og igen have vasket sårene, gik jeg i seng igen, og sov godt indtil næste morgen.
Søndag morgen sagde vi farvel til Peter og Morten, som skulle køre til Italien, hvor familierne ventede til en ferie. Rene, Jakob og jeg tog 3*tog til lufthavnen i Zürich og så 2*fly via Düsseldorf til Kastrup, hvor Renes far var så flink at hente os.
Turen var rigtig god. Selskabet var godt, hotellet var fantastisk til prisen med en masse gratis faciliteter og meget, meget rent, og ikke mindst var løbet helt fantastisk. Det var helt, helt anderledes end alle andre løb, som jeg har prøvet. Jeg havde forsøgt at sætte mig ind i, hvor hårdt det ville blive, men jeg var slet ikke forberedt på, hvor hårdt kombinationen af de lange, lange, stejle, stejle stigninger og den tynde luft ville være. Det var simpelthen afsindigt hårdt. Det gik imidlertid rigtigt godt, lige til mit uheld, men helhedsindtrykket fra løbet var alligevel rigtigt godt.
Jeg vil gerne løbe Swiss Alpine igen, men der er så mange spændende løb, så det bliver ikke nødvendigvis næste år, at jeg løber det igen.
14. Jyderupstien 50 km., Jyderup - Sorø
Dato: 16. oktober 2010
Løbstype: 50 km.
Resultat: 5 t. 17 min. 19 s.
Placering: 1 af 1 gennemførende (3 startende)
En weekend uden at løbe langt - det går ikke! Da jeg havde lovet at hjælpe til ved Guldborgsundløbet om søndagen, var der kun lørdagen til rådighed denne weekend, men der var ikke mange løb denne dag. Torsdag morgen fandt jeg imidlertid frem til, at der om lørdagen skulle afholdes 50 og 100 km. på Jyderupstien, arrangeret af Sorø Adventure. Oplysningerne på hjemmesiden var meget sparsomme, så jeg skrev til arrangøren, og spurgte til diverse praktiske ting. Da jeg fredag eftermiddag ikke havde fået svar, gik jeg ud fra, at jeg ikke kom til at løbe dette løb, og begyndte at planlægge en 50 km. træningstur på Falster i stedet.
Lige inden jeg gik i seng fredag aften, var der imidlertid svar fra Kåre, der arrangerer løber. Han bad mig om at ringe til ham, men da var det så sent, at jeg ikke ville ringe, så det gjorde jeg først lørdag morgen. Her aftalte vi, at jeg skulle komme til startstedet for 50 km. i Jyderup og vi måtte så finde transport tilbage fra Sorø til Jyderup, så jeg kunne komme tilbage til min bil. Der var imidlertid allerede indkøbt depotindhold til løberne, så jeg måtte selv sørge for min egen forplejning.
Nu fik jeg travlt. Jeg fandt frem til to steder på ruten, hvor jeg kunne køre til og udlægge depoter, så efter lidt forberedelser kørte jeg ud at lægge depoter og så til Jyderup, så jeg kunne starte der kl. 13. Det viste sig, at der kun var én løber på 100 km. (som var startet i Sorø kl. 8), og kun tre løbere (inkl. mig) på 50 km. 100 km. løberen, Torsten, kom til 50 km. vendepunktet lige efter kl. 13, så vi ventede på ham, før vi startede. Vi tre 50 km. løbere havde ca. samme forventet sluttid, så vi gik efter at løbe sammen, og sammen med 100 km. løberen.
Da vi var så få ville jeg være social, og løb i starten og snakkede med arrangøren Kåre, som imidlertid løb ret hurtigt (for mig), ca. 5:20 - 5:30/km., og vi kom derfor ret hurtigt et stykke foran de to andre. Efter 10 km. kunne vi ikke længere se de andre bagude, og fortsatte det næste stykke tid i nogenlunde samme tempo. Da Kåre pga. sygdom ikke havde fået trænet særligt meget, gik jeg ud fra, at han ville være nødt til at sætte tempoet ned, hvorfor jeg fulgte med i hans tempo. Kåres søn cyklede sammen med os indtil ca. 23 km.
Vejret var helt utroligt smukt. Koldt, men helt klart og med begyndende efterårsfarver. Ruten var godt kuperet, men det var ikke slemt, da der var nogle stræk, hvor der var helt fladt. Ruten gik både gennem flotte skove, gennem den store Åmosen og på øde landeveje. Underlaget var ca. 2/3 grus og resten var asfalt.
Jeg løb med rygsæk, hvor jeg havde ½ l. vand, 9 dl. energidrik, 2 små gels, 1 energibar og en lille pose med papyastykker og lidt vingummi. De to depoter jeg havde udlagt, indeholdt begge ½ l. energidrik og en lille pose med papay og vingummi. Jeg havde langt det meste med mig i mål. Underligt, at jeg sidste uge gik helt ned over, at der var meget tynde depoter til et helt fladt marathon, når jeg faktisk klarede mig med mindre i dag på en ganske kuperet 50 km.
Efter ca. 23 km., hvor både Kåre og jeg havde udlagt depoter (dog på hver sin side af en landevej), gik tempoet noget ned, og der kom enkelte perioder med gang. Vi fortsatte imidlertid i forholdsvist lavt tempo, men efter ca. 35 km. sagde Kåre, at han ikke kunne gennemføre, og jeg fortsatte så alene og satte tempoet lidt højere. Straks efter at jeg havde forladt Kåre, overså jeg, at jeg skulle dreje, men kom hurtigt tilbage på rette kurs. Jeg løb ikke forkert igen, selvom markeringerne ikke kom helt så ofte på det sidste stykke, og solen gik ned, så det var lidt halvmørkt inde i skoven.
Ved 40 km. fik jeg at vide, at den tredje 50 km. løber var udgået ved 30 km. efter at være løbet forkert. 100 km. løberen var imidlertid stadig med.
Efter 51 km. på mit ur nåede jeg frem til målet ved Kongskilde, sydvest for Sorø. Her ventede Kåre med familie, sammen med familie og en ven til 100 km. løberen. Nu, da solen var gået ned, var det rigtigt koldt. Jeg havde en tør t-shirt med i rygsækken, og jeg skiftede den fugtige undertrøje ud med den, men jeg havde nu ikke de store problemer med at holde varmen, selvom jeg stod i løbetøjet i 1 grads varme i 1 1/4 t. og ventede på at 100 km. løberen kom i mål - mærkeligt, at jeg ikke frøs, men det hjalp nu godt med en kop suppe lige efter at jeg var kommet i mål.
100 km. løberen kom i mål efter ca. 11 ½ time - flot, da han ikke havde løbet længere end et marathon før. Han havde haft en cykelhjælper med de første 80 km., hvor to løbere havde løbet sammen med ham de sidste 20 km. Den sidste time havde de måttet løbe i fuldstændigt mørke gennem skoven - uden lys.
Kåre kørte mig tilbage til Jyderup, hvor min bil var ekstremt kold at sætte sig ind i. Jeg var hjemme ca. 22.30, så det blev en lang dag, men en god oplevelse på en flot, flot rute i perfekt vejr.
15. CPH 6 Hours - Vallensbæk
Dato: 30. oktober 2010
Løbstype: 6 timer
Resultat: 55,310 km.
Placering: 52 af 77 gennemførende mænd
Fi halva da også, hvor jeg dog blev træt!
Det gik ikke, som jeg ville. Jeg lagde ud i 5:40 - 5:50/km., hvilket var lidt for hurtigt, men det var det tempo, som jeg syntes passede til dagen. Jeg løb nogle omgange sammen med Jan og John (tror jeg nok, at de hedder) fra Løb for Livet. Herefter løb jeg nogle omgange sammen med Anders Munch - hyggeligt.
Vejret var helt fantastisk - næsten vindstille og efter en del skyer fra morgenstunde kom solen frem. Efterårsfarverne var der for fuld kraft, og søen man løber rundt om var total idyl. Der kom en del fodgængere, hunde, løbere og enkelte ryttere på stierne. Man løber på asfaltstier rundt om en sø i Vallensbæk Mose - flot og god tur med et par lette stigninger.
Lidt efter lidt satte jeg hastigheden ned. Jeg passerede de 30 km. efter ca. 3 timer. Herefter løb jeg fuldstændigt tør for energi. Samtidig fik jeg hovedpine, så nu var det ikke særligt sjovt. Efter 35 km. fik jeg sidestik. Det er ekstremt sjældent, at det sker, men det var virkeligt irriterende. Jeg standsede et par gange og forsøgte at strække siden ud, men jeg blev ved med at have ondt i siden. Efter et stykke tid bredte smerten op i brystet, og energien blev ved med at være et andet sted end i mig. Kort sagt var der dømt tudekiks!
Da jeg nærmede mig marathon-distancen overvejede jeg seriøst, om ikke jeg skulle standse der. Da jeg var kommet forbi marathon overvejede jeg igen seriøst, om jeg ikke skulle standse efter marathon + 1 omgang, men jeg fortsatte. Det gik ekstremt langsomt, og var ikke spor sjovt, men jeg fortsatte da med at løbe.
Tiden gik (heldigvis), og nærmede sig efterhånden 6 timer. Jeg passerede start, da der manglede 12 minuntter. Det var for kort tid til, at jeg kunne nå en ekstra runde, og fristelsen til at standse ved depotet var stor, men nej. I stedet fandt jeg depotet med reserveenergi frem (hvorfor finder jeg det altid først i til sidst?), og jeg nåede 2.006 m. rundt på sidste runde (en runde er 2.221 m.)
Da tiden var gået, truttede arrangørerne i lufthorn, og vi standsede. Efter et par minutter kom der en hjælper, samlede chippen ind og markerede med kridt, hvor man var kommet til og skrev ens nummer på stien - god løsning.
I målet fik man medalje, og så var der varm kakao og lagkage, idet en svensk løber (Krister?) havde 50 års fødselsdag denne dag. Efter at have fået en tør t-shirt på, fik jeg snakket lidt med et par af løbekammeraterne. Herefter var det op til bilen, på med noget mere tørt tøj og hjem - jeg var træt og ikke spor tilfreds.
Et rigtigt godt arrangement af ALOT - tak for det!
15. Grenå 6-timer - Grenå
Dato: 20. november 2010
Løbstype: 6 timer
Resultat: 57,954 km.
Beretning kommer
|
|